Varme pølser i en kold skolegård
Skt. Josefs Skole i Roskilde fejrede traditionen tro rejsegilde med flag, kranse på taget og varme pølser
Ikke engang kulden kunne fredag lægge en dæmper på de mange skoleelevers høje humør og iver efter en varm pølse ved rejsegildet på Skt. Josefs Skole. Mens skoleleder Thorsten Dyngby holdt tale, stod eleverne tålmodigt linet op på rækker i skolegården for senere at kunne få fingrene i en varm pølse og en sodavand.
Første etape af det nye skolebyggeri er overstået, hvilket traditionen tro skulle fejres med et rejsegilde for alle de involverede.
- Håndværkerne får et stort 12-tal, sagde Thorsten Dyngby i sin tale.
Han forklarede, at han havde været nervøs for byggeriets forløb, men at det er gået eksemplarisk.
- Jeg vil gerne takke håndværkerne, der arbejder i slud, sne og frost, sagde skolelederen henvendt til skolegårdens modsatte ende, hvor mange håndværkere stod og skuttede sig under et halvtag.
Elever smadrede flasker
Inden lågene til de dampende pølser blev løftet, skulle enkelte elever smadre flasker mod nogle musten placeret på en halv-mur. Dette ritual skulle ifølge skolelederens tale bringe held og mange kommende år til den nye skolebygning, som er knapt 800 kvadratmeter.
Byggeriet kommer i fremtiden til at fungere som fire store klasselokaler, grupperum og kælderareal.
Thorsten Dyngby ville dog endnu ikke løfte sløret for, hvilke klasser der bliver de heldige ny-indflyttere efter sommerferien 2010.