Politikere på gyngende grund
Byrådet indviede den store gynge på hestetorvet. Kunstnerne bag opfordrer folk til at komme og se installationen i mørke.
Politikere fra byrådet i Roskilde trodsede fredag den bidende kulde for at tage en gyngetur. Det foregik kl. 12, hvor de indviede den store gynge på Hestetorvet foran ganske få deltagere. Af samme årsag blev åbningstalen droppet.
- Jeg havde håbet, at nogle af de inviterede børneinstitutioner var mødt op, siger Elin Witschas fra Ånd og Videnfestival.
Liselott Stenfeldt fra Alexandra-instituttet og Rune Wehner fra bandet Spleen United er to af personerne bag gynge-installationen. De opfordrer folk til at komme og få en gyngetur eller se gyngen, når det bliver mørkt.
Bevægende oplevelse
For mens man tager en gyngetur, vil man få en lyd- og lysoplevelse. Og jo flere der gynger samtidigt, desto større bliver lydoplevelsen.
- Vi har taget udgangspunkt i, hvordan man kan benytte byrum. Og vi er inspirerede af ild, lys og bevægelse, siger Liselott Stenfeldt.
Alle er velkomne til at komme ned og prøve Gyngen, som den store installation kaldes. Og måske kan en gyngetur hjælpe med at holde varmen under Ånd og Videnfestivalen.