Synlig politik er vejen frem
Venstres vælgerforening i Roskilde har netop holdt den årlige generalforsamling. Her blev blandt andet den kommunale valgkamp sidste år vendt. Foreningens formand Erik Lorentsen sagde i sin beretning, at der under kommunalvalget manglede tilstrækkeligt klare politiske budskaber på de områder, der er nærværende for vælgerne. Han havde ønsket sig en mere fokuseret strategi som havde taget sigte på de store vælgergrupper i bysamfundet, og havde gerne set at kandidaterne optræder som et sammentømret team. Erik Lorentsen opfordrede også Venstres byrådsgruppe til at føre en klar synlig Venstre politik, der rækker frem mod valget i 2013 fremfor allernådigst at få lov at sætte usynlige fingeraftryk i forlig med rød stue. Ved generalforsamlingen blev det valgt to nye medlemmer til vælgerforeningens bestyrelse: Dagplejemor Helle Hansen og selvstændig elektriker Flemming Scheel Frederiksen. To bestyrelsesmedlemmer, Claus Mortensen og Sven Scharling, der begge har været med i bestyrelsen i seks år, ønskede ikke genvalg.