Trekronerplacering tiltrækker hovedstadsfolk
Region Sjællands kommende hovedsygehus kan få dobbeltrollen som magnet og stopklods, hvis det kommer til at ligge i Trekroner. Det er et af de mange argumenter fra Sygehusgruppen for en placering i Trekroner.
- Vi har set på hvor de bedste læger og personale bor, og det er i hovedstadsområdet, siger formanden for gruppen Paul Bundgaard.
- De folk får man ikke til at tage på arbejde i Næstved, og det er svært at få dem til Køge. Her har Roskilde klare fordele. Vi ved at det nuværende sygehus har et godt ry blandt sygehuspersonalet.
En stationsnær placering i Trekroner vil også give regionen et indtægtsgrundlag fra patienter fra Region Hovedstaden.
- Man kan roligt regne med, at hvis sygehuset kommer til at ligge i Trekroner, så tiltrækker det også folk fra hovedstaden, siger Kirsten Feld, der er med i sygehusgruppen og hun er også formand for ældrerådet.
- I ældrerådets høringssvar giver vi udtryk for, hvis sygehuset ikke får en placering i Roskilde, så vil mange af de ældre søge mod hovedstaden for at blive behandlet.
Her er Kirsten Feld inde på temaet om at et Trekronersygehus også kan virke som en stopklods for de patienter, der ellers ville søge mod hovedstaden. Et punkt som Paul Bundgaard uddyber.
- Hvis man skal tage Region Sjællands sygehusopdeling som eksempel, så er Roskildes patienter tilknyttet et akutsygehus i Holbæk og patienterne i den nordlige del af kommuen, det vil sige Jyllinge og Gundsø er tilknyttet Køge. Det er helt hen i vejret, siger Paul Bundgaard.
- Folk fra Roskilde vil da i det scenarie søge mod Køge eller hovedstaden. Det er simpelthen en kunstig opdeling fra Region Sjællands side. Den er kun lavet for at forfordele en Køgeløsning.
- Når Roskilde er tilknyttet Holbæk skyldes det, at eller ville der ikke være patientgrundlag for et akutsygehus i Holbæk.
- Vores sygehusplan har en langt mere realistisk og naturlig opdeling, siger Paul Bundgaard.
Sygehusplanen fra Sygehusgruppen opererer med et hovedsygehus i Trekroner, akutsygehuse i Køge, Slagelse og Nykøbing F, og to nærsygehuse i henholdsvis Holbæk og Næstved.