Byrådet lukker Tapperiets støjsag
Det nye byråd vil ikke bruge penge på de nye støjmålinger ved Tapperiet, som der blev lagt op til sidste år.
støjmåling Der bliver ikke foretaget flere støjmålinger omkring Tapperiet, og dermed er den langstrakte sag om støjgener for beboerne omkring spillestedet i hvert fald foreløbig lukket. Tirsdag aften vedtog et flertal i byrådet at afvise indstillingen fra teknik- og miljøudvalget om at foretage nye støjmålinger på stedet for at sikre, at Tapperiet overholder de gældende støjgrænser. - Der er blevet foretaget akkrediterede målinger, og vi mener ikke, at flere målinger er nødvendige, forklarede kulturudvalgsformand Erik Swiatek (S) om det kursskifte, som beslutningen markerede i forhold til det gamle byråd, hvor der altså tegnede sig et flertal for at bestille de nye målinger. Det mest markante kursskifte stod Dansk Folkeparti for. Hidtil har partiet personificeret ved John Kellberg, der bor tæt på Tapperiet, været den ihærdige fortaler for at sikre, at spillestedet holder sig inden for de gældende støjgrænser, og han mener ikke, at de eksisterende støjmålinger er tilstrækkelige. Han blev dog ikke valgt ind i det nye byråd, hvor Dora Olsen (DF) tirsdag klargjorde partiets nye holdning til sagen. - Støjmålingerne har været John Kellbergs krav, men den nuværende byrådsgruppe har nu set på sagen, og vi mener ikke, at nye støjmålinger vil kunne ændre på noget som helst, og i den nuværende økonomiske situation mener vi ikke, at vi skal bruge så mange penge på nye målinger, siger Dora Olsen til Lørdags-Avisen med reference til den anslåede pris på 165.000 kroner, som nye støjmålinger vurderes at koste. Finn Buch Petersen (D) stemte som den eneste for at foretage de nye målinger, og han mindede det nye byråd om forløbet i sagen - ikke mindst om at de eksisterende støjmålinger ikke er foretaget efter byrådets ønsker, og at det var baggrunden for, at teknik- og miljøudvalget anbefalede nye målinger. Det ændrede dog ikke på holdningen hos de øvrige byrådsmedlemmer: - Det er tåbeligt at bruge 165.000 kroner på en fuldstændig irrelevant måling, lød Jacob Marks kontante konklusion i sagen.