400.000 kr. til sundhed
Sundhedspuljen blev udskudt i 2009 - nu skal pengene endelig bruges på primært fysiske aktiviteter, bl.a. projektet ¿Fit Family¿
I 2009 valgte Socialudvalget at udskyde midlerne fra Sundhedspuljen på grund af den økonomiske situation. Men sådan skal det ikke være i år. Pengene er allerede øremærkede til helt specifikke sager, heriblandt fysisk træning for hele familien. ¿Fit Family¿ hedder ét af projekterne, der skal øge antallet af normalvægtige og fysisk aktive børn over de næste 5-10 år. Familiernes livsstil skal påvirkes, og overvægt - som er et stigende problem blandt børn i Hvidovre - skal stoppes. - Forløbet er uden held forsøgt finansieret med eksterne midler. Behovet er stort, og derfor ønsker forvaltningen, at projektet løbes i gang med midler fra Sundhedspuljen, skriver Socialforvaltningen til Socialudvalget. Der er tale om fire kurser for hele familien med seks undervisningsgange til hvert kursus. Socialudvalget har afsat 205.000 kr. til ¿Fit Family¿. Der er i 2010 tale om et pilotprojekt, der gennemføres sammen med DGI og i tæt samarbejde med Sundhedscentret, Sundhedsplejen og daginstitutionsafdelingen. Støtte til børn på Julemærkehjem En anden fysisk aktivitet, der skal finansieres af Sundhedspuljen i 2010, er støtte til de af kommunens børn, der har været på Julemærkehjem. ¿Hold fast¿ hedder projektet, som skal ¿støtte børnene og deres familier til at fortsætte ændringen af livsstilsvanerne.¿ - Familiernes ændrede vaner skulle gerne have en langsigtet virkning i forhold til barnets vægttab efter opholdet på Julemærkehjemmet. Opfølgningsmøder og en kommunal kontaktperson skal følge op på opholdet med henblik på, at barnet ikke får tilbagefald, skriver forvaltningen til Socialudvalget. Selvom børnene altid taber sig mange kilo på Julemærkehjemmene, er det et problem, at kiloene tages på igen - ofte relativt hurtigt. Projektet omfatter 11 børn og der er afsat 35.500 kr. Mødregruppe for unge populær De unge mødre skal også fysisk aktiveres. Det skal ske på et fire dages sommerophold på kolonien Skødshoved. Det er kvinder op til 22 år, der får tilbud om ophold, ligesom de har fået i 2007 og 2009. Mødrene er oftest enlige unge uden uddannelse, og gruppen er populær. I 2009 deltog 37 unge mødre - størstedelen af unge mødre i Hvidovre. På alle måder styrker mødregruppen de unge mødres forældrerolle. Dels kan de tale med andre mødre på deres egen alder, og dels oplever de hverdagssituationer med andre børn til inspiration for forældrene. Under opholdet er samvær, fysisk aktivitet og madlavning på programmet. Opholdet koster kommunen 35.500 kr. Sundhedspuljen skal i øvrigt finansiere en pulje på 108.000 kr., som kan ansøges af institutioner og brugere. Hvidovre Ældreråd finder i et høringssvar ¿projekterne gode¿, men savner et projekt rettet direkte mod ældre. - Et projekt om indtagelse af føde og væske kan savnes. Eventuelt kunne hjemmeplejen være potentiel ansøger til puljen på 108.000 kr. Vi er helt enige i nødvendigheden af fysisk aktivitet og støtter forslagene, men har vores tvivl om målene er realistiske for hele den gruppe, vi repræsenterer, skriver Ældrerådet. Og Socialudvalget er lydhøre: - Forvaltningen afsøger mulighederne for etablering af et projekt, der skal have særlig fokus på ernæringstilstanden hos ældre medborgere, evt. konkretiseret ved de borgere, der modtager hjemmehjælp. Ældrerådet anfægter i øvrigt, at der er afsat 73.000 kr. til idrætsinstruktører fra DGI under projektet ¿Fit Family. - Beløbet springer os i øjnene, men vi forudsætter, at prisniveauet er relevant... Socialforvaltningen noterer sig i øvrigt, at ¿Sundhedspuljen er ikke stor nok til at skabe en indsats, der flytter befolkningens samlede sundhedsprofil væk fra overvægt, dårlig motorik og problemer med kredsløbet. Forvaltningen ønsker derfor at anvende sundhedspuljen til at understøtte det arbejde, der allerede er i gang og som videreudvikles i de kommende år¿.