Den skjulte dagsorden!
Det kaldte jeg ved et tidligere debatindlæg herom for en "uværdig demokratisk discountløsning". Det handler egentlig ikke om en merudgift men om en mindre udgift i forhold til sidste valg, der var et brevvalg med en flot stemmeprocent på 40,4% På borgermødet den 8. februar i Lille Friheden, med stort fremmøde, stod det klart for alle, at det var hele byrådet, der stod bag denne planlagte mindre udgift. Hvor meget, der spares, kommer an på en prøve. Hvis mange, af de, der sidste gang brevstemte, denne gang vil have svært ved selv at møde op på valgstedet, skal have kommunal transporthjælp for ikke at ende som sofavælgere, så kan besparelsen hurtigt få ben at gå på. Ikke så tosset! Men så kan man jo også se det fra en positiv synsvinkel: - Den skjulte dagsorden er måske, at ved at kræve fremmøde for at stemme, så sikrer kommunen jo, - hvis stemmeprocenten bliver som sidst på omkring 40% -, at tusindvis af ældre lokkes til at møde op på gå-ben ud og hjem og dermed på en god konditur til gavn for helbredet og måske også kommunens økonomi senere hen. Og det er jo slet ikke så tosset. Nå spøg til side. Det nuværende ældreråd og de 4 lokalråd har gjort en stor rosværdig indsats for de ældre i Hvidovre. Byrådet er meget glad for samarbejdet. Jeg har fulgt arbejdet som medlem af lokalrådet i Avedøre. Alle, fra det nuværende ældreråd, der stiller op til genvalg, har fortjent dette genvalg. Nogle fra det nuværende ældreråd takker af for denne gang. Der er således plads til nye valgt blandt de andre, der stiller op. Jeg er een blandt de andre og tager gerne en tørn med både i lokalrådet og i ældrerådet de næste 4 år eller blot i lokalrådet som i de sidste 4 år. Det er afgjort et spændende og også givende arbejde. Mød op og stem som tak for en god indsats i Ældrerådet. En høj stemmeprocent vil lune i Ældrerådet.