Hybridbil med kræfter og familieappeal
Toyotas tredje generation af hybridbilen Prius er mere end vellykket, og den kan uden problemer fungerer som hverdags og familiebil, som du tilmed kan køre med god samvittighed.
UGENS BILTEST
: Det er efterhånden snart 13 år siden, at Toyota præsenterede deres første bud på en hybridbil, Toyota Prius, som var drevet af en el og en benzinmotor.
Bilen blev aldrig den store succes herhjemme, og samme skæbne led anden generation af Prius, som blev præsenteret i 2004. Bilen blev solgt i under 300 eksemplar, og det skyldes nok en cocktail af pris, dårlige køregenskaber og et design så kedeligt, at min gamle Puck Maxi var en designmæssig åbenbaring i forhold til.
Nu er tredje generation dog på banen, og tredje gang kan meget vel blive lykkens gang for Toyotas hybrid flagskib.
Motor med power
Selve teknikken under kølerhjelmen er den samme, hvor to elmotorer arbejder sammen med en benzinmotor, for at skabe den meste komfortable og økonomibevidste kørsel. Det er dog også her, at der er sket en stor forandring, som har gjort den tredje udgave af Prius langt bedre end den anden.
For Toyota har valgt at udstyre den med en 1,8 liters VVT-I benzinmotor i modsætning til den tidligere 1,5 liters. El-motorerne yder 14 hestekræfter mere end tidligere, mens den nye 1,8 har 20 hestekræfter mere at byde på end den gamle 1,5.
Når el og benzinmotor arbejder optimalt sammen bliver det til i alt 136 hestekræfter, og det gør altså køreoplevelse væsentlig bedre.
De mange hestekræfter kommer især til sin ret på landevej og motorvej, hvor den i modsætning til sin foregænger kører helt på højde med en almindelig mellemklassebil.
Accelerationen er god, om end motoren brøler som en kalvende ko, når der trædes på speederen, men når først den kommer op i fart, så kører det bare derudaf.
Skiftet mellem el og benzinmotor er knapt nok mærkbart, men den kan godt være lidt tung og død i styretøjet, hvilket dog langt fra gør køreoplevelsen dårlig.
Skabt til byen
Prius er som bekendt udviklet til at være en økonomisk og miljøvenlig bil, men begge dele ryger en tur, når bilen kommer op i fart.
Derfor er det heller ikke bilen, hvis du dagligt lægger og pendler langt på motorvejen. For så kan du få dieselbiler, som både kører bedre og længere på literen.
Prius er da også udviklet til de trafikproppede byer, hvor du i køerne eller ved hastigheder under 50 km/t kan benytte køreprogrammet EVO, hvor bilen udelukkende kører på el-drift. Det gør den fuldstændig lydløst, og det kan faktisk være en ret surrealistisk oplevelse.
Undertegnet fik da også flere undrende blikke fra fodgængere og cyklister, da bilen lydløst, som en Leopard på rov, gled med trafikken og rundt på byens parkeringspladser, og det er vigtigt at være ekstra opmærksom disse steder, for når den lister sig ud fra en parkeringsplads er den lydløs, og dermed umulig at høre for fodgængere.
Du kan selv følge med i, hvor økonomisk du kører på det store tydelige display, og bilen er fyldt med en masse brugbar teknik indvendigt, som samtidigt er meget brugervenligt.
Det er i det hele taget nemt og lige til at køre den nye Prius, som også indvendigt er langt pænere og bedre end sin forgænger. Interiøret er mere futuristisk end moderne, men det passer godt til bilen, som i helhed er en forgangsbil.
Det kan dog undre, at tredje generation af Prius, som ellers er en bil med kant og personlighed, er udstyret med en bagende, hvor udsynet er katastrofalt dårligt. Problemet løses i den bedst udrustede udgave T4, hvor der er bakkamerar, men i T3 udgaven, som er denne uges testbil, må man klare sig uden, og det er ikke optimalt, når bilen nu er udviklet med henblik på bykørsel.
Det skal dog ikke afholde nogle fra at investere i tredje generation af Toyota Prius, som i byen kan skåne miljøet og økonomien, uden den behøver at gå på kompromis, når det kommer til køreegnskaberne på de større veje, for Toyota Prius er en kraftfuld og kompetent bil, som du samtidige kan køre med god samvittighed, da den kun lukker mellem 89 pg 92 gram co2 ud per kilometer, afhængigt af om du kører en T2,T3 eller T4.
Toyota er i hvert fald lykkedes med at skabe en hybridbil, som sagtens kan bruges som hverdags og familiebil.
Bilen er venligst udlånt af Toyota i Køge, hvor den også kan ses og prøvekøres