Bo Storm glæder sig til træningslejr
Det nyeste skud på stammen af HB Køge-spillere glæder sig til at komme til Tyrkiet med sine nye holdkammerater, og det er der to væsentlige grunde til.
FODBOLD
: For HB Køges nye offensive kort Bo Storm er tilværelsen i klubben stadig helt ny, men der er ingen tvivl om, at den tidligere AGF, SC Heerenveen, FC Nordsjælland og Pergocrema-spiller ser frem til at tørne ud for 'Svanerne'.
-Jeg er virkelig motiveret og sulten efter at komme i gang med at spille her i HB Køge. Det er tre måneder siden, at jeg sidst spillede i Italien, og i alt blev det vel til omkring 10 kampe dernede, så jeg ser virkelig frem til at komme i gang, siger han.
Dejlig velkomst
HB Køges nyerhvervelse kommer da heller ikke til at vente længe, før end han kan få kamptræning, for torsdag den 11. februar drog han sammen med resten af truppen på en 10 dage lang træningslejr til Tyrkiet, som blandt andet byder på tre træningskampe. En træningslejr som er vigtig i mere end en forstand for Bo Storm.
-Jeg har kun trænet med to gange indtil videre her i HB Køge, og en stor del af truppen har haft træningsfri, så jeg har ikke mødt dem allesammen endnu. Jeg er dog blevet taget rigtig godt imod, og jeg er faldet helt naturligt ind i truppen. Jeg har dog som sagt ikke mødt dem allesammen endnu, men det kommer jeg til på vores træningslejr, så det bliver 10 rigtig gode og vigtige dage for mig, både fodboldmæssigt og socialt, siger Bo Storm, som også har klare mål for sit ophold i HB Køge.
-Jeg håber da, at jeg kan udvikle mig rigtig meget sammen med holdet her i HB Køge. Det vil da være fantastisk, hvis vi kunne redde os i Superligaen, men det ser lidt svært ud, så vi skal bare bygge videre på det, holdet har lært i første halvdel af sæsonen, og hvis det ikke rækker til overlevelse, så håber jeg da, at vi som hold kan tage det hele med ned i 1. Division og så suse igennem. Jeg håber og tror på, at jeg kan bidrage med noget offensivt, hvor jeg har mine spidskompetencer, og jeg er sikker på, at HB Køge er det rigtige sted for mig, siger Bo Storm, som sammen med holdkammeraterne skal prøve kræfter med FC Petrolul fra Rumænien, Zhemchuzhina-Sochi fra Rusland og Saliut Belegrod ligeledes fra Rusland - alle tre mandskaber som i det daglige spiller i den andenbedste nationale række.