Posten sluppet for brækkede ben
Vintervejret har sat postbudene på en hård opgave med at komme rundt med posten på de glatte veje og fortove
Posthuset på Industrivej sender hver dag godt 110 medarbejder ud på de sneglatte veje og fortove for at bringe dagens post frem til modtagerne. Hidtil har postbudene stort set klaret opgaven oprejst. Postmester Boye Pedersen har kun fået fire meldinger om medarbejdere, der er faldet og kommet til skade. - Vi har heldigvis ikke haft nogle tilfælde af brækkede ben, siger Boye Pedersen. - Men fire er faldet, og her er der sket skader med foden og en enkelt har slået ryggen. - Nu har frostperioden varet så lang tid, at budene har vænnet sig til de glatte veje og fortove, så de ved, hvor de skal passe på. - Det farligste er stadig, når der ligger et tyndt lag sne over isen, det kan man ikke se. Boye Pedersen er glad for sine medarbejders indsats, og det er kun sket et par gange, at posten ikke er nået ud til alle. Det var de dage, hvor der var blæst og snefald samtidig. Her var småvejene føget til. - Jeg synes, at mine medarbejdere gør et godt stykke arbejde med at få posten ud, trods problemerne med sne og is, siger Boye Pedersen. - Vi tager da også bestik over sne- og vejsituationen hver dag. Der bliver det så bedømt, hvilke køretøjer budene skal bruge. - Så nogen gange betyder vejret, at vi er længere tid om at få posten ud, men den kommer ud. I øjeblikket er der kun en af de tilskadekomne postbude, der er sygemeldt. Pågældende skulle være tilbage på sin rute på mandag. jp@roskildeavis.dk