Ny tøjbutik i Vestergade
Tøjbutikken Invasion gør Køge til brohoved i provins-satsning.
MODETØJ
: Tøjbutikken Invasion findes allerede fire steder i København, men i denne uge åbnede kædens femte forretning i Køge, og dermed bliver den Invasions første skridt på vejen mod ambitionen om flere butikker i provinsen.
Invasion åbnede fredag i Vestergade i de lokaler, der tidligere rummede Supercar, og her er der arbejdet på højtryk de seneste dage for at gøre klar til den store åbning.
Forretningen er blevet gennemrenoveret, og ifølge butikschef Jeppe Lindahl vil man satse på at ramme en bred målgruppe. Invasion byder både på herre- og dametøj, og med tiden vil man også kunne finde børnetøj i forretningen.
Ifølge Jeppe Lindahl er det ikke tilfældigt, at Køge bliver kædens første skridt ud i provinsen. Dels er han selv fra området, dels anser han Køge for at være "klart den bedste handelsby omkring København".
Invasion åbner med reception fredag og lørdag med lidt godt til ganen samt en række surprisetilbud.