Sov i 17 graders kulde
18 seje blå spejdere fra Viby, i alderen 10 – 12 år, valgte at overnatte udendørs natten mellem lørdag og søndag. Termometret viste minus 17 grader da spejdere skulle i poserne, så det var godt, at den hjemmelavede bivuak var klar. Bivuakken var bygget ud af fire borde-bænke-sæt, 20 rafter, 50 besnøringer, seks presenninger, otte juletræer uden pynt og en big balle halm. Ved hjælp af godt samarbejde fik spejderne bygget bivuakken på seks timer, og det gav både kolde fingre og tæer, for dagstemperaturen sneg sig ned i nærheden af minus 10 grader. Spejderne var spændte på at skulle overnatte i bivuak i januar. At der lå nyfalden sne, og termometret vise minus 17 grader gjorde ikke optakten til natten mindre. Der blev lagt mange planer for, hvilke taktikker der skulle afprøves for at holde varmen. Der var det praktiske ski-undertøj, dobbelt soveposer, tæpper, og naturligvis hue og vanter. Det gode forarbejde med bivuakken gav belønning. Isoleringen med juletræerne og halmen, samt vindafskærmningen med presenninger betød, at temperaturen inde i bivuakken krøb op på ca. fire grader, hvilket svarer til temperaturen i et køleskabet. Efter en god nattesøvn stod spejderne op til en bivuak dækket med nyfalden sne. Efter morgenmaden blev bivuakken fjernet på blot to timer.