34.000 støtter Roskilde Sygehus
Roskilde Kommune og RUC peger nu på Trekroner som det bedste sted at placere et supersygehus i Roskilde
Når der i aften onsdag 3. februar kl. 19 er stormøde om fremtiden for Roskilde Sygehus i Roskilde-Hallerne, så vil regionspolitikerne få overrakt mere end 34.000 underskrifter til støtte for, at Region Sjællands supersygehus placeres i Roskilde. Allerede fra kl. 18 vil der være optakt til stormødet på Hestetorvet, hvorfra støtter af Roskilde Sygehus vil gå i fakkeloptog gennem byen til Roskilde-Hallerne imens de synger en slagsang for det lokale sygehus. Efter en gennemgang af Region Sjællands oplæg til ny sygehusstruktur vil der blive mulighed for at stille spørgsmål til det 12 mand store panel, som blandt andet kommer til at bestå af Roskildes borgmester Poul Lindor Nielsen, formand for Sygehusgruppen Paul Bundgaard, museumsinspektør Frank Birkebæk og formand for Ældrerådet i Roskilde, Kirsten Feld. Der er gratis adgang og mødet slutter seneste kl. 21.30.
Tror på Trekroner
Her kort før høringen af Regionens sygehusudspil går i gang peger Roskilde Kommune nu entydigt på, at et supersygehus skal placeres i Trekroner. - Trekroner er den eneste placering af det nye supersygehus, der giver alle fordelene, siger borgmester Poul Lindor Nielsen. Han peger på, at en tæt placering på regionens eneste universitet kan skabe et universitetssygehus med forskning. Det vil både gavne sygehusets status og samtidig gavne RUC på længere sigt. Og fra RUC lyder der nu også opbakning til et supersygehus i Trekroner. Dertil kommer, at infrastrukturen med både motorvej og jernbane er rigtig god i forhold til denne løsning. - Jeg vil gøre alt for, at Regionsrådet på borgermødet forstår, at disse argumenter kun peger på ét fornuftigt sted at placere supersygehuset, nemlig i Trekoner, siger borgmester Poul Lindor Nielsen. sol@roskildeavis.dk