Franskmændene har ramt plet med Citroën C3
Den nye Citroën C3 Visiodrive har utrolig mange kvaliteter, og især forruden gør den til en yderst interessant bil, som i høj grad skiller sig ud fra mængden
BILTEST
: Citroën C3. Prøv at smag på ordet, og du vil få smagen af succes i munden. For den gamle udgave har solgt mere end to millioner eksemplar på verdensplan og et stykke over 14.000 i Danmark.
Dermed er Citroën C3 en af de vigtigste biler fra den franske bilfabrikant i lang tid. Nu har en ny Citroën C3 med efternavnet Visiodrive ramt det danske marked, og Citroëns designere og ingeniører har bestemt ikke ligget på den lade side - bilen er nemlig både gennemtænkt og velkørende.
Port til himlen
Visuelt er bilen også en helt anden end den gamle C3, som var lidt kedelig og signalerede 'her-kommer-Fru Møhge', men det kan man i hvert fald ikke beskylde den nye C3 for - tværtimod.
Hvis den gamle var Fur Møhge, så er den nye James Bond - frisk,stilren og modig. Det skyldes især den nye forrude, som Citroën kalder Zenith.
Den fortsætter op i taget, og det er ganske enkelt genialt. For det første giver det et langt bedre udsyn til stjernehimlen og lysreguleringer, som nogle gange kan være svære at se.
For det andet får det kabinen til at virke større, da den giver dejligt meget lys, og det at man kan se ud af loftet giver bare en følelse af plads og frihed - ja det er nærmest som en port til himlen.
Det hele er dog ikke lutter lykke, for selv om du kan køre en skærm frem med solskærme i tilfælde af stærk sol, så er der begrænsninger.
Solskærmen kan blandt andet ikke drejes, og der er heller intet spejl i til de forfængelige. Det er dog små ting, som slet ikke kan ødelægge det positive indtryk af zenith forruden.
Forruden fås dog kun som standard udstyr i topmodellen Exclusive, mens det er ekstraudstyr i Dynamique til en ekstrapris på 8.900 kroner, og i den skrabede udstyrsmodel Attraction må du undvære porten til himlen.
Fransk, frisk og frejdig
Jeg var dog så heldig, at denne ugens testbil var en Citroën C3 VTi Dynamique med 95 hestekræfter udstyret med den roste forrude. Bilen fortjener dog ros for andet end forruden, for køreoplevelsen var overraskende god.
Citroën C3 er stadig en lille bil, men den er dynamisk og frisk. Fra du sætter den i gang i første gear, til speedometeret runder de 100 km/t, går der 10,6 sekunder, hvilket er ganske pænt, og udover at den gør sig fint på motorvejen, så er den også sjov at køre.
Som traditionen byder, når vi snakker Citroën, så er komforten i top, og den klarede det danske vintervejr i fin stil, og på trods af ujævne og isglatte veje så var der ingen stød og pump at mærke i kabinen.
C3 med vokseværk
Som nævnt tidligere så er Citroën C3 stadig en lille bil, men den har faktisk haft en smule vokseværk.
Den er helt præcis vokset med ni centimeter, og i samarbejde med andre forbederinger, som eksempelvis slanke stolerygge foran, så giver det en mere fyldig kabine end i forgængeren. Pladsforholdene er da også fremragende for klassen, men to fuldvoksne mænd på bagsædet vil nok føle det lidt trangt.
Ellers er kvaliteten i kabinen ganske god, og instrumenteringen er enkel, let at håndtere og visuel et niveau over, hvad undertegnet havde forventet.
Der er faktisk ikke meget andet at sige om den nye Citroën C3, end at franskmændene har ramt plet med en bil, som køremæssigt, kvalitetsmæssigt od udseendesmæssigt er milevidt foran sin ellers meget populære forgænger.