Redder gepardunger i Afrika
Sebastian Bøgegaard Andersen er vild med kattedyr, og arbejder netop nu på et redningscenter for gepardunger
Sebastian Bøgegaard Andersen brænder for truede dyrearter og specielt for store kattedyr. Han er netop taget et par måneder til Afrika for at arbejde i et redningscenter for gepardunger. I søndags var Sebastian Bøgegaard Andersens rygsæk pakket og klar, spændingen var stor, fordi den længe ventede tur til lufthavnen endelig var en realitet. Dagen var nemlig kommet, hvor han skulle sige farvel til Danmark og goddag til Afrika, vilde dyr og livet i et redningscenter tæt ved Johannesborg. Den unge mand på 20 år drømmer om at gøre en forskel for de truede dyrearter, specielt for de store kattedyr. - Det er en livsdrøm, som jeg har drømt siden jeg gik i fjerde klasse, som nu går i opfyldelse. - Jeg glæder mig til at komme på førstehånd med dyrene, og at lægge en hånd på en voksen gepard, siger han drømmende.
Flaske til små gepardunger
Sebastian skal være på to forskellige centrer i Afrika. På redningscentret for geparder, skal han pleje både små og store geparder, der enten er kommet til skade på grund af krybskytter eller andet eller har mistet deres mor. Hans daglige arbejde bliver pleje, fodring af geparderne og at sørge for, at indhegningen er i orden, så krybskytterne ikke kommer ind og geparderne ikke kan komme ud før, de er klar til det. Desuden skal han også være med til at forklare lokalbefolkningen om vigtigheden af bevarelsen af de truede dyrearter og konsekvenserne af krybskytteri.
Guide i dyrereservat
Det næste stop på Sebastians rejse er i et vildtreservat, hvor der også er geparder og andre kattedyr. Her kommer han også til at møde zebraer, antiloper, aber og mange andre dyr. Her skal han også være med til at sørge for dyrene, ligesom han skal fungere som guide i området. Turen til Afrika er kun starten på en lang uddannelsesrejse for den unge mand. Når han kommer hjem igen, vil starter han på uddannelsen som dyrepasser, som han håber fører ham til Københavns Zoo og også gerne zoologiske haver rundt omkring i hele verden. Man kan følge med i Sebastian Bøgegaards rejse til Afrika i Roskilde Avis. Man kan også læse mere på hans egen side på www.sebeafrika.dk. ag@roskildeavis.dk