Dundertale efter nederlag gav flot sejr og nyt håb
Hvidovre blev udspillet i Rødovre i fredags, men tog revanche søndag med hjemmesejr over Herning
- Der blev givet klare signaler og talt dunder efter den matte indsats i Rødovre, og jeg må sige at vore spillere var som forvandlet i søndagens opgør mod Herning, siger træner Jesper ¿Bambi¿ Andersen. - Vi har spillet mange gode kampe, men her viste holdet noget af det bedste hockey i denne sæson, og bl.a. nogle af vore unge profiler, som Martin Nielsen og Niklas Carlsen, slog for alvor igennem, og scorede de mål, det ellers har knebet med. Hvidovre startede som lyn og torden og vandt 1. periode med 2-0. Derefter stod det og vippede noget i 2. periode, der endte 0-1 i jysk favør. Men i en flot 3. periode, hvor der blev arbejdet rigtigt hårdt, sikrede Hvidovre sig med 3-1, - og altså en samlet sejr på 5-2. Banens i særklasse bedste spiller var på ny Hvidovres Sergei Cubars, en nøglespiller både angrebsmæssigt og når det gælder om at ¿sætte sig¿ på en stærk spiller hos modstanderne. Han er guld værd for Hvidovre. Vi kan nå det! - Sejrene over Rungsted og Herning betyder at vi stadig har gode muligheder for at nå slutspillet, bemærker Hvidovres træner. - Nu har vi 14 dages hvilepause på grund af landskampe, og så går det ellers løs i Aalborg den 21. februar, dernæst med hjemmekampe mod henholdsvis Fr.havn og Odense, - og den sidste kamp kan godt blive en afgørende ¿gyserfinale¿. Vore rivaler i bunden Odense har ganske vist spillet færre kampe, men jeg tror ikke de får noget mod topholdet SønderjyskE.