Roskilde mangler salt
Der er fare for ekstra glatte veje under det kommende snevejr. Selvom alle mand er kaldt ind, er kommunen ved at løbe tør for salt og er nødt til at spare det hvide guld til de vigtigste veje
Sne i bunkevis og glatte veje har præget Roskilde i de sidste mange uger. Indtil videre har kommunen brugt af de 2500 ton salt, der var forudbestilt, men nu er Roskilde løbet tør.
Derfor kommer der til at mangle salt til vejene, der i denne uge endnu engang bliver fyldt med sne i store mængder.
Vejformand på Materielgården Michael Moreau regner med, at kommunen har salt nok til at klare saltningen af vejene frem til onsdag morgen i denne uge. Hvis saltet vel at mærke strækkes, og kun bruges på de mest befærdede veje.
Faktisk har kommunen sparet på saltet siden onsdag i sidste uge.
- Vi salter de nødvendigste veje, og resten nøjes vi med at skrabe, så må folk være lidt mere forsigtige der, siger vejformanden.
Han regner dog med at få tre vognlæs salt, som svarer til 90 ton onsdag morgen.
Det rækker til omkring 14 dage, når saltet bliver blandet med grus, som kommunen nu vil til at gøre.
Roskilde bagerst i kø
Roskilde Kommune har indtil videre haft eget saltlager, men da det nu er tomt, må kommunen om i køen bag alle de andre kommuner, der har manglet salt længe.
Michael Moreau håber dog på, at Roskildes gode navn, kan få saltleverandøren Brøste til at rykke lidt mere og lidt hurtigere ud med salt til kommunen.
Med den megen sne er det ikke nok bare at salte vejene.
Al sneen, der bliver skrabet væk fra vejene før der bliver saltet, skal også væk fra bymidten.
- På landet er det jo ikke noget problem, der skraber vi bare sneen ud på markerne, men i byen kan vi ikke lade det ligge, når der er så meget, siger Michael Moreau..
Alle mand ved pumperne
I øjeblikket er alt mandskab, der kan krybe og gå kaldt ind på arbejde for at holde vejene i Roskilde fri for sne.
Det gælder både det faste personale, og det, der bliver tilkaldt, når der er brug for ekstra hjælp.
I weekenden blev der kørt mange vognlæs væk fra midtbyen.
Og hver nat bliver mange kaldt ud for at salte og skrabe vejene.
- Selvom personalet bliver kaldt ud på alle tidspunkter af døgnet, møder 99 procent af personalet stadig på arbejde med et smil på læben, siger Michael Moreau.
ag@roskildeavis.dk