Fremtiden for Hvidovres ældre?
Borgermøde med lokalpolitikerne på mandag i Lille Friheden
Det spørgsmål rejser Hvidovre Ældreråd, der inviterer til debat- og borgermøde med partierne i den nye kommunalbestyrelse i salen i Lille Friheden på mandag den 8. februar kl. 19.00. Stil spørgsmål! Hvidovre Ældreråd har inviteret en repræsentant for hvert af de partier, der sidder i den nye kommunalbestyrelse, til at drøfte de ældre borgeres dagligdag. Partiernes repræsentanter indleder mødet med et kort indlæg over emnet ¿Hvordan ser fremtiden ud for de ældre i Hvidovre¿, hvorefter der bliver mulighed for at stille spørgsmål til panelet. Mødet sluttes af med en kort runde med bemærkninger fra paneldeltagerne. - Borgermødet er åbent for alle, idet vi håber på en bred debat om de ældres dagligdag, siger Ældrerådets formand Flemming Cramer-Larsen. - Vi finder det særdeles vigtigt, at Hvidovres ældre får afklaret, hvorhen vinden blæser, når det drejer sig om deres vilkår i kommunen. Valgkampen og dens løfter er forbi, og de politiske og økonomiske realiteter viser sig. Kommer der nye økonomiske nedskæringer? Er hjemmehjælpen i orden? Er der nok personale på plejehjemmene? Hvad vil I gøre for det stigende antal demente? I det hele taget, hvordan sikrer I, at Hvidovres ældre får et godt og trygt otium? - Resultatet af dette møde vil også være et godt arbejdsgrundlag for det nye ældreråd, der tiltræder efter ældrerådsvalget den 1. maj 2010, slutter Ældrerådets formand, der håber at rigtig mange vil møde frem - og få svar på spørgsmålet om fremtiden for Hvidovre ældre. Der vil blive serveret kaffe til deltagerne, ligesom det vil være muligt at købe drikkevarer under mødet.