Mælkesyre mellem snedriverne
Den danske løbeelite dystede søndag ved Hyrdehøj. Roskilde-klubben IK Hellas var vært
Sneen lå og drev i driver, mens de hurtigste herhjemme iført løbesko spænede spandevis af mælkesyre ud i benene. Herrerne havde en konkurrence-distance på 15 kilometer at udmåle styrkeforholdet på.
Damerne nøjedes med 10 kilometer i denne tredje afdeling af Dansk Atletik Forbunds vinterturnering kaldet Puma Cross- og Landevej Cup.
Begge parter var i atletik-mæssig løbetid søndag eftermiddag på en knap 2,5 kilometer lang rundstrækning nær Hyrdehøj Stadion, og værtsskabet stod den dérboende klub IK Hellas for.
Klubbens folk havde gæstfrit fjernet så godt som al sne fra løbeunderlaget i timerne før konkurrencen.
Vinderne og Thomas Ebert
Det gode fodfæste udnyttede Sara Sig Møller fra AGF til at vinde hos det smukke køn i tiden 36,40 minutter. Hun henviste Sine Gasbjerg fra Sparta til andenpladsen og Simone Glad fra Odense Atletik til tredjepladsen.
Hos herrerne sejrede Århus 1900-løberen Morten Munkholm foran Spartas Henrik Them i tiden 45,47 minutter.
De to levede tidligt på turen op til favorit-rollerne og åbnede et godt hul til konkurrenterne. Afgørelsen faldt 500 meter fra mål, da Munkholm rykkede uimodståeligt.
Den tidligere top-roer Thomas Ebert blev hurtigste Hellas-mand, da han efter 53 minutter og 54 sekunder krydsede stregen som nummer 35.
Juniorne løb for både de unge kvinders og de unge mænds vedkommende fem kilometer. Vinderne blev henholdsvis Anna B. Mikkelsen fra Bagsværd og Abdi Hakin fra Kosør AC.