Fuldt hus på handelsskolen
På trods af varsel om snestorm var der stort fremmøde ved Roskilde Handelsskoles erhvervsdag
Der blev sat rekord i virksomhedsopbud ved den årligt tilbagevendende erhvervsdag på Roskilde Handelsskole 2. februar. Hele 28 virksomheder havde taget opstilling i kantinen blandt de mange elever. Og kun en enkelt virksomhed havde meldt afbud trods varslet om voldsom snestorm.
Repræsentant for erhvervslivet Torben Stevold, der er filialdirektør i Danske Bank i Roskilde og formand for Roskilde Handel, åbnede erhvervsdagen med en tale, der kunne så et håb for elevernes fremtid.
- Selvom der tales om finanskrise, så skal beskæftigelsen nok komme på ret køl. Der skal nok blive brug for jer.
Til for eleverne
Torben Stevold understregede også i talen, hvor vigtigt det er for virksomheder at vise sig frem og appellere til de unge, der skal besidde fremtidens stillinger. Men samtidig lagde han vægt på, at erhvervsdagen hovedsageligt er til for eleverne. Og både Michelle og Malene fra HG håber da også på at få noget ud af dagen.
- Vi ønsker at blive klogere på, hvad vi kan bruge HG-uddannelsen til, fortæller de enstemmigt.
Og det har de haft rig mulighed for at finde ud af, for virksomheder som blandt andre Tøjeksperten og Dong Energy var formiddagen igennem klar til at byde sig til og samtidigt besvare elevernes spørgsmål.
Mette Rantz fra Brf-kredit ser også erhvervsdagen som en god mulighed for både elever og virksomheder.
- Vi får mulighed for at udbrede kendskabet til Brf-kredit og samtidig finde kvalificerede unge til vores ledige elevstillinger, siger hun.