Temadag om Grundtvig
Lørdag den 20. februar fra kl. 10.00 - 15.00 er der temadag om Grundtvig i Avedøre Kirke. Det er valgmenighedspræst, ph.d. Kim Arne Pedersen, der fortæller om Grundtvigs liv, teologi og salmer. Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783 - 1872) havde gennem sit liv mange titler: Han var forfatter, teolog, digter (særligt kendt som salmedigter), filosof, historiker, præst ved Vartov Kirke i København, titulær biskop, filolog, skolemand og politiker. Han har lagt navn til grundtvigianismen og var initiativtager til folkehøjskolen. Grundtvig er den hyppigst repræsenterede digter i Den Danske Salmebog og er en institution i dansk ånds- og samfundsliv. Kim Arne Pedersen har i de sidste 20 år udarbejdet en lang række artikler, der dækker hele Grundtvigs forfatterskab samt hovedlinjer i dets virkningshistorie. Gennem sit virke som valgmenighedspræst har Kim Arne Pedersen desuden erfaringer med at ¿leve¿ grundtvigianisme i praksis. Det er således en på alle måder kompetent foredragsholder, der gæster Avedøre Kirke til en spændende og lærerig temadag om Grundtvig. Det koster 50 kr. at være med til temadagen. Desuden er der mulighed for at melde sig til frokost, som koster 40 kr. Tilmelding kan ske på kirkekontoret i en af de fire kirker. Folkekirkens Højskole i Hvidovre er et supplement til sognenes øvrige foredrag og studiekredstilbud. Et tilbud til alle, der har lyst til at vide mere om tro, kirke og kristendom. Kirkehøjskolen er opstået som fælles idé blandt præsterne i kommunens fire kirker, bakket op af sognenes menighedsråd, der sammen udgør Kirkehøjskolens fundament og daglige ledelse.