Jyllinge får nyt boligområde
Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplan for Broengen ved Jyllinge Nordmark
Boligområdet Jyllinge Nordmark får lov til at have vokseværk mod øst i fremtiden. En lokalplan for området Broengen er lige blevet andenbehandlet og godkendt i Teknik- og Miljøudvalget. Planen står ved magt, når den har fået sin endelige godkendelse i byrådet. Lokalplanen er udformet som en rammelokalplan, og udpeger tre delområder. Ét til institutioner, ét til boliger og ét til offentligt grønt område.
Lokalplanen er udformet som en rammelokalplan, det betyder, at området ikke kan udbygges før der laves detaljerede lokalplaner for området. Dog kan der anlægges en vej igennem området, med et forløb mellem Værebrovej og Møllevej.
Lokalplan 526 fastsætter de overordnede retningslinjer for hvordan området kan disponeres, hvor høj bebyggelsen maksimalt må være, vejstruktur i området og hvordan områdets beplantning skal se ud.
Bebyggelsesprocenten inden for lokalplanområdet fastsættes til maksimalt 30 for institutions- og åben/lav bebyggelse (parcelhuse) og maksimalt 40 for tæt/lav bebyggelse (rækkehuse). Det betyder at der vil kunne bygges ca. 167 boliger i området afhængigt af grundstørrelserne, hvis/når der er vedtaget detaljerede lokalplaner for området.
Der er ikke aktuelle planer om at udarbejde detaljerede lokalplaner for området.