Højsæson for Galla og Lancier-frustationer
TEENAGEBLOGGEN
: Når man går på sidste år på Køge Gymnasium, kan man ikke komme uden om en sagnomspunden tradition, som år på år får skolens studerende til at gå i selvsving og også lidt i desperation.
Jeg taler selvfølgelig om den tilbagevendende gallafest for afgangsstudenterne, som i år løber af stablen fredag d. 12. februar!
Siden skolestarten efter nytår har vi ihærdigt gået i lancier-træning for at lære den ældgamle adelsdans, mens de fleste (drenge) på nuværende tidspunkt også har fundet deres gallatøj og ikke at forglemme højhælede sko (og her taler jeg selvfølgelig om pigerne).
Jeg har da også fået købt et passende outfit til den festlige dag, og i den forbindelse kan jeg da glæde mig over, at de mandlige tøjbutikker i øjeblikket vist har det lidt skidt økonomisk – i hvert fald var prisen sat gevaldigt ned på det jakkesæt, jeg har erhvervet mig!
Min gallapartner har ligeledes udset sig sin kjole til lejligheden, men så langt er størstedelen af alle skolens feminine individer slet ikke kommet!
Dagligt kan jeg på min facebookprofil konstaterer den ene statusopdatering efter den anden med kvindelige beklagelser over anstrengelserne ved at finde den helt perfekte kjole!
Jeg kan slet ikke forstå, den usikkerhed der florer omkring noget så basalt som tøj til en fest. Det er jo ikke dronningen vi skal møde, og så længe man kan bevæge sig ordentligt i udklædningen kan det jo ikke være helt galt uanset, hvordan man så ellers ser ud i kjolen. Først og fremmest handler Gallafesten jo om at danse dansen lancier!
Omvendt må jeg også indrømme, at det måske er nemt nok for mig at kritisere kjolehysteriet, for som mand skal jeg jo ikke vælge mellem så meget andet end om jakkesættet skal være stribet eller ensfarvet, og hvilken farve slipset skal have.
Og i sidstnævnte tilfælde skal jeg jo egentlig slet ikke selv bestemme, da slipset jo bare skal have samme farve som gallapartnerens kjole...
Om ikke andet så glæder jeg mig til fredag d. 12. februar kommer. Jeg har nogenlunde lært dansen, og ellers handler det jo bare om at fyre den af og have det sjovt! Og det er uanset hvilket tøj, man så end måtte have på!