Klar med ny ordning for efterladte biler
Køge Kommune og Midt- og Vestsjællands Politi er blevet enige om en ordning for bortfjernelse af efterladte biler.
En nummerpladeløs og tilsyneladende også ejerløs Mitsubishi har siden begyndelsen af december stået aldeles ene og forladt ved en rundkørsel i Herfølge.
Siden nytår har bilen også været udbrændt, da der blev sat ild til den ikke færre end to gange, og imens har en af Lørdags-Avisens læsere undret sig noget over, at bilen ikke blev fjernet af myndighederne.
Han har både kontaktet Køge Kommune og politiet uden resultat, men i denne uge skulle bilen planmæssigt fjernes ifølge Stina Hougaard, der er nærbetjent i Køge midtby og politiets kontaktperson, når det handler om forladte biler i Køge Kommune.
Søren Toft Mahler fra teknisk forvaltning i Køge Kommune forklarer, at kommunen ikke kan gøre noget, hvis der kan findes en ejer til en efterladt bil eller campingvogn. Man må først fjerne noget, hvis der er tale om affald.
Derfor skal ejerforholdene undersøges først, hvilket er politiets opgave. Han forklarer, at man nu er blevet enige med Midt- og Vestsjællands Politi om en fast procedure for bortfjernelse af biler, så man fremover forhåbentlig undgår, at der går flere måneder, inden der sker noget.
Stina Hougaard erkender, at der hidtil har været lidt tovtrækkeri mellem kommuner om politi på grund af den ofte ganske store regning, det kan ende med, hvis en bil skal fjernes, men det skulle gerne være et overstået kapitel med den nye ordning.
- Fremover vil firmaet Bildemontering Danmark i alle tilfælde fjerne bilen og prøve at finde ejeren. Så undgår vi en masse tovtrækkeri, og det koster ikke mere end skrotpræmien, fortæller hun om ordningen, som altså er omkostningsneutral.
Stina Hougaard vurderer, at der findes mellem to og fem herreløse biler i Køge Kommune hver måned, og det er ikke altid, at ejermanden kan opspores.
Hun opfordrer folk til at kontakte politiet og så i øvrigt have lidt tålmodighed, da der i nogle tilfælde eksempelvis kan være tale om biler, der er kørt i stykker, hvorfor de ikke bliver fjernet fra den ene dag til den anden.