Rengøringen på Hvidovre Hospital er ikke god nok
Hvidovre Hospitals ledelse troede, at det gik godt med rengøringen på det lokale hospital
Men sådan ser virkeligheden ikke helt ud.
Det er konklusionen, efter det eksterne kontrolfirma Dansk Cleaning Service har gennemgået rengørings- og hygiejnestanderne på Regionen Hovedstadens virksomheder, deriblandt Hvidovre Hospital.
- Undersøgelsen viser, at rengøringen ikke er god nok her på Hvidovre Hospital. Resultatet er overraskende, fordi vores egne kontroller har vist et noget mere positivt billede. Men vi er enige med ISS i, at resultaterne er meget utilfredsstillende, og at der ikke er leveret den kvalitet, der er aftalt. Herudover må vi konstatere, at der er problemer på de områder, hvor rengøringen varetages af plejepersonalet, og hvor denne rengøring ikke varetages tilstrækkeligt systematisk. Og så gør den manglende vedligeholdelse af bygningerne det svært at gøre rent, hvor der for eksempel er ridser i gulvet, siger hospitalsdirektør Torben Ø. Pedersen i en kommentar til undersøgelsen.
Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen påpeger, at undersøgelsen af regøringsstandarden på regionens hospitaler bestemt ikke viser det ønskede resultat, og at det således nu er tid til at handle konstruktivt på resultatet.
- Rengøringen skal være af høj kvalitet på hospitalerne. Derfor er resultaterne i den objektive gennemgang slet ikke gode nok. Det skal være meget bedre, og derfor har vi sat en masse initiativer i gang, og regionsrådet har i budgettet for 2010 afsat 18 mio. kr. ekstra til rengøring. Medarbejderne gør et rigtig godt stykke arbejde, men det er vigtigt, at de bliver uddannet i korrekt rengøring, da det skaber de bedste resultater, siger Vibeke Storm Rasmussen.