Poul Hübertz i spil hos FC Roskilde
Den store angriber tygger på et tilbud om at trække i lyseblåt,men holder til det sidste døren åben for økonomisk mere lukrative tilbud
Fodboldspilleren og Roskilde-drengen Poul Hübertz er tæt på at vende hjem til reden efter mange år i superligaklubber og en afstikker til den næstbedste engelske række. Han har de seneste tre uger trænet med de lyseblå, og han har spillet tre træningskampe for FC Roskilde.
Til Roskilde Avis fortæller han, at han har et aftale-tilbud fra klubben til overvejelse. Og at han forventer, at fodboldfremtiden falder på plads enten sidst i denne uge eller i starten af næste uge.
Den 33-årige angriber lægger ikke skjul på, at økonomien spiller ind på hans beslutning. Derfor holder han til det sidste døren på klem for et tilbud fra en mere løntung klub. Og der er, siger Poul Hübertz, føler ude fra større klubber.
Karrieren går på hæld
- Det gælder om at vælge det rigtige udfra hensynet til økonomien, familien og de sportslige ambitioner.
- Dem har jeg stadig, selvom jeg er fuldt ud klar over, at karieren synger på sidste vers, siger den store og fysisk betonede bomber.
- Økonomien betyder meget, men det er krisetid også i fodboldens verden. Heldigvis er jeg en fri fugl på spillermarkedet, fordi jeg er klubløs. Jeg er ikke omfattet af transfer-vinduet.
Sportschef i FC Roskilde Jesper Sommer nedtoner forventninger til at lande Poul Hübertz i Ørnereden.
- Han har trænet med os et stykke tid, men jeg er slet ikke fremme ved en afgørelse på noget, lyder det fra Sommer.
- Poul Hübertz er en fin spiller, han er Roskilde-dreng og det kunne være spændende med ham i truppen. Men las os nu se tiden an.
Den 195 centimeter høje frontløber spillede i efteråret på en tremåneders-kontrak med superligamandskabet FCM fra det midtjyske. Denne aftale kom i stand, da han ragede uklar med AB, der ligesom FCR spiller i 1. division.