Mand ville sælge sex til 17-årig
En 17-årig pige fra Greve fik sig mandag morgen en forskrækkelse, da hun kom gående over Hestetorvet i Roskilde. Her traf hun en mand, der tilbød seksuelle ydelser, som den 17-årige kvinde tilsyneladende skulle betale 500 kroner for. Den 17-årige skyndte sig væk fra manden, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Signalementet af blufærdighedskrænkeren lyder som følger: Mand, mellem 40 og 50 år gammel, 180-185 centimeter høj, stort rød-blond krøllet hår, kraftig af bygning. Manden havde desuden hat på og bar en beige jakke med et sort mønster.
Politiet i Roskilde vil gerne høre fra vidner, der har set episoden på Hestetorvet mandag 1. marts omkring halv otte om morgenen. Man kan ringe på telefon 114 med oplysninger i sagen.