Sammenlægning på vej af to A-partiafdelinger
Forslag på månedens generalforsamlinger i Socialdemokratiet Risbjerg og Hvidovre Nord
I flere år har der været fem afdelinger i Hvidovre, nemlig Hv.-Nord, Risbjerg, Dansborg, Hv.-Syd og Avedøre. Det har nok været en god ting omkring valghandlinger, hvor partiet har skulle bruge mange aktive, ledende folk, bl.a. ved agitation og arrangementer. Men i det daglige mener man, at afdelingerne er for små til at stå for mødeaktiviteter o.lign. Det første skridt på vejen til sammenlægning kommer sandsynligvis i næste uge, onsdag den 10. marts, når partiafdelingen i Risbjerg holder generalforsamling i Bibliotekscafèen. Her foreligger der et forslag om sammenlægning med partiforeningen Hvidovre Nord. Og på dagsordenen til generalforsamlingen i Nord ugen efter, nemlig tirsdag den 16. marts, finder man et tilsvarende forslag. Større aktiviteter Hvidovre Avis har spurgt Birthe Mingon fra Risbjergs bestyrelse om baggrunden for sammenlægningen? - Nord og Risbjerg overlapper hinanden, så en sammenlægning vil give et bredere medlemsgrundlag, så vi kan lave større aktiviteter, siger Birthe Mingon. - Så jeg tror, der er almindelig enighed om at denne sammenlægning er formålstjenelig. Men det er selvfølgelig op til medlemmerne... Af gode grunde kan man endnu ikke oplyse noget om en kommende bestyrelsessammensætning, men så vidt vides modtager Risbjerg-formanden Bjørn Nielsen ikke genvalg på næste onsdags møde, så mon ikke afdeling Nords formand Laila Munk bliver valgt som ny formand, når der senere afholdes fælles-stiftende generalforsamling?.