Kommunen giver den en på flyttekassen
Det bliver som at komme fra en øde ø ind til det beboede fastland for de afdelinger, der har boet på spredte adresser
Foto: Erling J. Pedersen Roskilde Kommunes mange medarbejdere giver den en på flyttekassen i disse dage. Øvelsen går ud på at komme fra de tidligere afdelinger ude i byen og ind på det nybyggede rådhus på Køgevej. Andre skal flytte en kortere vej og omgruppere sig indenfor rådhusets ydre vægge. Rådhuset består nu samlet set af den tidligere amtsgård på Køgevej og tilbygningen på yderligere 750 kvadratmeter klods op af. Afdelingen Myndighedsservice tog tidligere på ugen den korte tur fra den gamle socialforvaltning på Køgevej 90 til det store nye hus med åbne kontorlandskaber.
Endnu nøgent
Åbne og endnu meget tomme kontorlandskaber, hvor de bare og friskmalede vægge fortæller Roskilde Avis' nysgerrige næser, at penslerne kun lige er lagt væk. Håndværkerne var her for nylig. De mange spidse vinkler i den utraditionelle arkitektur er blotlagt. Der er ikke bygget i tråd med trist kassetænkning, og ovenlys strømmer ned fra lofterne. - Det ser nøgent ud lige nu, medgiver direktør-sekretær Christina Knakkergaard og Jannie Holset, administration- og udviklingsmedarbejder. - Men det bliver helt anderles fuld af liv, når alle er flyttet ind, og stedet rigtig er taget i brug omkring 20. marts. Så vil der være travle mennesker over det hele. Kontorerne vil være bygget op og reoler vil danne skillevægge.
Spiltid og kommunikation
Christina Knakkergaard og Jannie Holset ser frem til at bidrage til liv på det nye rådhus. Og til at blive en del af den kommunale helhed. - Vi kommer fra Børne- og Kulturforvaltningen i Ringstedgade. For det første er vi en øde ø, for det andet er vi 20 medarbejdere på tre etager. - Vi glæder os til ikke at spille tid på transport, når vi skal til møde med andre afdelinger. - Og vi glæder os til en bedre og mere effektiv kommunikation, når vi kan tale ansigt til ansigt med kollegerne, og alt ikke skal gå gennem e-mails og telefoner.
Indledende øvelser i gang
Kantine og en kollegial følelse af at høre til i helheden er også højt på listen over fordele for afdelingen, der flytter fra Ringstedgade til det nye rådhus. Børne- og Kulturforvaltningen flytter i dagene 16. - 17. marts som nogle af de sidste. De indledene øvelser er i gang, og det samme gælder de kolleger rundt omkring i det kommunale univers, som samles på Køgevej i løbet af de næste 14 dage. jep@roskildeavis.dk