Ingen insiderhandel i Roskilde Bank
De to tidligere topchefer i Roskilde Bank, Arne Wilhelmsen og Stig Bo Jensen, har ikke gjort sig skyldige i insiderhandel med bankens egne aktier, da de i 2008 benyttede deres aktieoptionsordninger og tjente en formue på køb og salg af Roskilde Bank aktier. Det fastslår både Finanstilsynet og Fondsrådet i følge business.dk. 30. april 2008 udnytte bankdirektør Arne Wilhelmsen og underdirektør Stig Bo Jensen den aftale om aktieoptioner, som de to topledere i Roskilde Bank indgik i februar 2003 med bestyrelsen. En aktieoption er en mulighed for at købe en aktie til en fordelagtig lav kurs. I de to direktøres tilfælde fik de i februar 2003 mulighed for fra 1. marts 2008 og et år frem at købe hver 128.334 aktier til kurs 122,6. De to direktører udnyttede aktieoptionen 30. april 2008. Bankdirektør Arne Wilhelmsen ventede 15 dage med at sælge sine aktier igen. Det skete 15. maj. Den dag blev Roskilde Banks aktier handlet til kurs 216, og dermed tjente Arne Wilhelmsen 11.995.379 kr. på aktiehandlen. Underdirektør i banken, Stig Bo Jensen, købte og solgte i følge business.dk sine aktier på samme tidspunkt som Arne Wilhelmsen og har dermed haft en tilsvarende fortjeneste på knap 12 mio. kr. Siden bankens krak har spekulationerne raset om, hvorvidt de to højt placerede chefer kendte til Roskilde Banks dybe krise og derfor skyndte sig at indløse deres aktieoptionsprogram. Havde dette været tilfældet ville de to have gjort sig skyldige i insiderhandel. Men det er ikke sagen. I følge business.dk vurderede Finanstilsynet sidste år, at banken selv opdagede de livstruende problemer i slutningen af juni 2008, altså halvanden måned efter aktiesalget. Fondsrådet, der fører tilsyn med at de børsnoterede virksomheder overholder reglerne, er nu kommet til samme konklusion: "Finanstilsynets og Fondsrådets samlede vurdering er, at både bankens bestyrelse og direktion på tidspunktet for udnyttelsen af optionerne og på tidspunktet for salget af aktierne forventede, at Roskilde Bank godt kunne klare sig igennem den vanskelige situation, såfremt man havde fokus på likviditet og styring af udlån, og at der ikke forelå oplysninger, der var så specifikke, at der var tale om intern viden," skriver Fondsrådet i sin afgørelse i følge business.dk. Også tidligere øverste chef for Roskilde Bank, Niels Valentin Hansen, har tjent mange millioner kr. på at købe og sælge bankens egne aktier via aktieoptionsprogrammer.