Sagsanlæg mod Roskilde Bank godkendes
Torsdag 11. februar skal bestyrelsen for den nye Roskilde Bank endeligt beslutte, sag sagsøge bankens tidligere bestyrelse, direktion og ekstren revision
Bestyrelsen for den nye Roskilde Bank med Henning Kruse Petersen i spidsen har indkaldt ejerne af den nye bank, altså staten i form af selskabet Finansiel Stabilitet A/S, til ekstraordinær generalforsamling på næste torsdag 11. februar. Eneste punkt på dagsordenen lyder: Beslutning om godkendelse af søgsmål mod bestyrelse, direktion og ekstren revision i den tidligere Roskilde Bank A/S. Dermed ser det ud til, at tidligere bankdirektør Niels Valentin Hansen, tidligere direktør Arne Wilhelmsen, tidligere leder af kreditafdelingen Allan H. Christensen og bankens tidligere revisor Ernst & Young kan imødese et sagsanlæg. Dertil kommer, at medlemmerne af bankens bestyrelse, da den krakkede, formand Peter Müller, næstformand Niels Krüger,Ib Mardahl-Hansen og Peter Holm også vil blive sagsøgt. Det vil ske efter aktieselskabslovens paragraf 140 og 141, som lyder: "§ 140. Stiftere, bestyrelsesmedlemmer og direktører, som under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet selskabet skade, er pligtige at erstatte denne. Det samme gælder, når skaden er tilføjet aktionærer, selskabets kreditorer eller tredjemand ved overtrædelse af denne lov eller vedtægterne. § 141. Med hensyn til erstatningspligt for vurderingsmænd, revisorer, aktiebogsførere og granskningsmænd finder § 140 tilsvarende anvendelse." Advokat Henrik Lind fra advokatfirmaet Gorrisen Federspiel, er hyret af Roskilde Bank til at føre erstatningssagerne. Tabene i Roskilde Bank er på over 10 milliarder kroner, og 32.000 aktionærer mistede deres investeringer, da banken krakkede i 2008.