Pas på! Kvinderne bider til!

Kvinden bag den snørklede titel er skuespiller og forfatter, Lotte Tarp, som med dette skuespil gav sit bidrag til den nyere bølge af dansk dramatik i 2001. Det er tragikomisk, bidende satire, som - jævnfør åbningsbilledet - køres frem på vovet galgenhumor og absurditeter. Og bid er der nok af - også kvinderne imellem. Det hænder dog til tider, at de trækker tænderne til sig og forsones. Inden de bider ud efter den næste. De tre kvinder, som stort set kun formår at enes og samles om den dejlige julemad og den døde Rigmor (spilles af Helle Gyrsting ), er døtrene Søs og Max, samt sidstnævntes datter, Gry. Samlet udgør de tre meget distinkte kvindetyper, som stykket igennem svæver kunstfærdigt frem og tilbage mellem karikatur og sandhed. Men er det ikke også som oftest der, vi alle befinder os? Gravalvorlige julelege Rigmors ældste datter, Max - spillet af Helle Dall Jacobsen - har indtil nu passet moderen, på bekostning af sit eget liv, hvorimod den yngste datter, Søs - spillet af Lene Korsled - har ført en letsindig storbytilværelse. Den sidste ingrediens i dette sammenkog af kvinder kommer i skikkelse af Louise Frydendahl Ladefoged , i rollen som den filosofiske kunstner; barnebarnet Gry. Hver især medbringer kvinderne deres egne, modstridende regelsæt, men må som aftenen skrider frem erkende, at de stadig ligger under for Rigmors manipulative julelege. Fra graven - eller i dette tilfælde spisebordet - uddeler hun nemlig løbende velvalgte brikker, som kvinderne i fællesskab må flette sammen, før det færdige familiepuslespil kan åbenbare sig for dem. At fare vild i universet Det er således et meget relevant stykke samtidsdramatik, som fremstår både vittigt og fintfølt i Amatørscenens kyndige hænder, instrueret af Hanne Sponholt Sørensen. De tre spillere veksler alle fint mellem komisk timing og den uundgåelige, nervespændte følsomhed, som bliver ved med at presse sig på. For midt imellem de humoristiske indslag, den morbide fødselsdagssang og den groteske, sorte glasurkage med kors på toppen, ligger de svære generationsforskelle og de alvorlige identitetsspørgsmål og kradser. For hvordan får man egentlig sat sit mærke i universet, og hvordan undgår man at fare vild derude i den vidtstrakte ensomhed? Og kan man tillade sig at håbe på, at man vil finde en lille smule lys fra en døgnkiosk i enden?