Indisk musik spreder positivt budskab
Hvidovredreng og freelancejournalist Gökhan Polat står bag dokumentar om Hvidovre-band, der er kendte over hele Europa - filmen vises i Avedøre på lørdag den 6. marts
Syv bandmedlemmer, de fleste med rødder i Hvidovre, er hver anden måned på Europas landeveje. Målet er at stadfæste den indiske kultur og vise, at det sagtens kan lade sig gøre at bruge fritiden på noget fornuftigt frem for at ¿lave en masse ballade¿. - Når vi kan afse så megen af vores tid ved siden af vores normale hverdag, bør det også være muligt for andre. Dét er vores budskab samtidig med, at vi vil fremme den indiske musikkultur, fortæller 26 årige Dinesh Kumar. Han startede oprindeligt bandet sammen med fire familiemedlemmer. I dag består bandet af syv vidt forskellige mænd med vidt forskellige baggrunde: Èn er eksempelvis buschauffør, en rengøringsassistent, én IT manager. Og så spænder alderen også bredt: Den yngste er 24 år, den ældste 58 år. På lørdag den 6. marts har dokumentaren ¿The Illumination¿ premiere. Freelancejournalisten Gökhan Polat, der i øvrigt også har rødder i Hvidovre, har i 16 måneder fulgt bandet på deres musikfærd. Det er der kommet en ærlig og samfundsaktuel dokumentar ud af. En film, som viser syv vidt forskellige mænd, der alle har det til fælles, at de gerne vil gøre en forskel i samfundet. - Vi bruger musikken som vores meditation og spreder glæde hos primært religiøse menigheder rundt omkring i Europa. Men det vi leverer on stage er kun 10 % af det arbejde, der lægges bag. Det kan man se i filmen. Og så er der en masse god musik. Indisk folkemusik, som langt fra er kedelig musik, siger Dinesh, der selv spiller keyboards i bandet. Bandmedlemmerne får i øvrigt ikke penge for at optræde, som en del af konceptet. De spiller gratis mod at få dækket transportomkostninger og lignende. Filmen, der har premiere på lørdag den 6. marts kl. 17.30, er engelskbaseret. Den vises i Avedøresalen under Avedøre Bibliotek.