Stabilt niveau søges!
HIF"s håndboldherrer spiller meget bølge op og ned i øjeblikket
- Roskilde har et godt hold, men har så måttet sige farvel til en af deres nøglespillere, som er gået til Holte, oplyser HIF-træner Bo Taylor. - Vi vandt opgøret komfortabelt med 23-13, og det var fuldt fortjent. Vi var sure over nederlaget i Himmelev, og det var unødvendigt, så jeg så en flok meget motiverede spillere, som med gejst og disciplin kørte Roskilde af banen. Jeg har som træner et problem. Jeg kan ikke på forhånd se, hvornår vi har rytmen og sjælen med os, og hvornår vi ikke har det. Det er fuldstændig uforudsigeligt... - Jeg vil påstå, at hvis vi havde spillet de foregående kampe på det niveau, vi havde mod Roskilde, ville ingen hold i rækken kunne besejre os. Vi havde ligget med max. points og langt fra de andre førerhold. Men vi dummer os og spiller til tider ikke som et hold. Havde der så på holdet været et par rutinerede ræve, der lige kunne stramme op omkring holdet, havde jeg måske en løsning, men de er der bare ikke. Det er vilkårene, når man råder over så ungt et hold, som HIF er. Jeg havde alligevel valgt at tage rutinerede Jacob Rasmussen med, og hans ro og udstråling gjorde en forskel... - Selvom jeg har været træner i Hvidovre for flere år siden, har jeg ikke haft tid nok til at lære spillerne at kende. Vi træner to gange om ugen og spiller kampe, men det er ikke nok til at give et sikkert billede af, hvornår den enkelte slår op i banen eller er på vej ned i det sorte hul. Jeg skal bruge mere tid med drengene, for talentet er der... - Vi fik en rigtig god start med et forsvar i absolut topklasse. Efter et kvarters spil havde Roskilde scoret tre mål, og alle var sendt ind på straffekast. Ved pausen førte vi med 9-7, og her havde Roskilde scoret fire mål på straffekast og tre mål i overtal. Vi havde det ikke så nemt mod en meget velspillende Roskilde-keeper, men da holdet blev lidt træt, kunne vi få kontraspillet i gang, og det sidste kvarter var der kun et hold på banen... Søndag aften spillede Herrerne i Rødby og tabte 29-22, så bølgerne går stadig op og ned. Damerne var en tur på Bornholm, og her fik de et point med hjem ved at spille 20-20. Begge hold spiller hjemme på søndag i Dansborghallen kl. 13 og 14.30.