Et liv med musikken
Den legendariske musiklærer Lars Flænø modtog forleden Kulturprisen 2009
Lars Flænø Nielsen er ikke én af dem, der ranker ryggen og sidder med et veltilfreds smil, hvis gaflen klirrer mod glasset, og der bliver lagt op til en tale om den 51 årige musiker. Overraskelsen var derfor stor, da han for nylig blev kaldt på scenen ved Hvidovre Kulturråds årlige plenarmøde for at modtage Kulturprisen 2009. Han udgiver ikke musik for at spille på alverdens scener. Når hans andet album ¿Flower Moon¿ udkommer til foråret, er det ikke en udgivelse, der skal bringe berømmelse med sig. Og når han uge efter uge underviser Hvidovres børn i musik i Danalund Ungdomshus er det ikke for at modtage flere priser for sine bedrifter. Men der bliver lagt mærke til ham, udover Danalunds grænser. Lars Flænø troede blot, at Danalund skulle optræde med den seneste musical ¿Rock Circus¿ foran 350 publikummer i Medborgersalen. Men da vennen Ole Kibsgaard pludselig stod på scenen og begyndte at tale om Lars selv, var Flænø godt klar over, at noget helt andet var i gærde. - Det er et kæmpe skulderklap, som jeg er ret ydmyg overfor. Jeg har det ikke godt med opmærksomhed. Det er fint, når det er opmærksomhed omkring Danalund. Men ikke omkring min person. Så det var lidt mærkeligt pludselig at modtage en pris, smiler Lars Flænø fra lænestolen i hjemmet på Gl. Køge Landevej. 1, 2,3, 4¿ 10 guitarer er at finde i lejligheden, udstillet nænsomt i stuens hjørner. I reolerne er hundredvis af vinylplader. Og en hel væg dedikeret til samleobjekter med The Beatles. På væggene hænger billeder fra koncerter med verdensstjerner som Eric Clapton og Yoko Ono. Signeret hver og én, naturligvis. På bordet ligger en bog, Lars Flænø er ved at skrive om Danalund Ungdomshus. Og han om nogen må være manden, der påtager sig den opgave. Siden han startede som medlem af klubben i 1973, har han været fast inventar. I 1978 begyndte han at undervise som musiklærer, og nu er 31 år gået. 2.000 elever har været gennem de musikkyndige hænder. 125 elever hver uge Lars er en kapacitet i det kulturelle børneunivers i Hvidovre - et pseudonym med Danalund Ungdomshus. - Jeg underviser 125 forskellige elever hver uge. Der er fyldt op i kalenderen, siger Lars Flænø. Adskillige musikere, der er kendte fra den danske musikscene, har fået deres barnelærdom hos Lars Flænø. Èn er i dag én af Lars¿ bedste venner, nemlig Shubiduas guitarist Ole Kibsgaard. Du kunne vel selv være gået den vej og spillet i bands i stedet for at undervise? - Det er et helt bevidst valg fra min side. Det er i klubben, jeg hører hjemme, ikke på scenen med min egen musik. Det er slet ikke mig at stå alene foran et publikum aften efter aften. Du er jo - efter en tidlig debut med hitsinglen ¿Too much ground¿ i ¿82 - igen begyndt at udgive din egen musik. Så stikker du jo alligevel næsen frem? - Min egen musik fylder rigtig meget, og det er også musikken, jeg bruger min fritid på. Men jeg gør det ikke for at stå på scenen. Jeg er så heldig at få rigtig meget spilletid på radioen, og det er målet. Processen med musikken er egentlig det, der er vigtigst: Jeg elsker at rejse ud med vennerne til Boston og London og optage mine albums. Elsker at lave cover, redigering, PR-arbejde¿ Men jeg er ikke skabt til at stå på scenen, gentager Lars Flænø. Flænø er ikke vokset op med en guitar i hånden. Han var teenager, da han for alvor begyndte at spille musik. Dét på trods af, at hans forældre ejede ¿Laur. Hansen Musik¿, der fra domicilet på Gl. Køge Landevej netop solgte musikinstrumenter. Lang musikalsk historie Danalunds musikalske historie er lang, og Flænø har været med hele vejen. Samarbejdet med nu afdøde Finn Kollerup kulminerede i utallige caberet¿er, musicals, koncerter og LP¿er. Den første LP ¿Giv os en chance¿ (1982), som solgte tæt ved 20.000 eksemplarer. Singlerne ¿Mor, hvornår er det jul¿ og ¿Weekend¿ fulgte i 1983. Og nu kendte Danmark pludselig Danalund Ungdomshus. Flere gange i 80¿erne bliver Danalund inviteret til at lave et nummer til Melodi Grand Prix. I 1986 bliver det til nummeret ¿Isabell¿, som Lars synger sammen med Ole Kibsgaard og sælger 10.000 eksemplarer. Danalund synger kor for Grand Prix-fænomenet Johnny Logan og tjener penge via musikken til Verdensnaturfonden. Ikke mindst i 1990 med musicalen ¿¿Yanomami¿ om den truede indianerstamme i Sydamerika og udryddelse af regnskoven. Og vi kunne blive ved: ¿De fremmede¿ (musical 1993), ¿Skygger over Europa¿ (CD 1993), ¿H.I.F. - simpelthen de bedste¿ (slagsang 1996)¿ Ikke mindst den efterhånden legendariske ABBA - On the Road Again¿ sætter Danalund på Danmarkskortet. I seks år turnerer musicalen. - Det var jo helt vildt - og nok også lidt for længe. Tænk på, at nogle af børnene var 12 år gamle, da de startede og sluttede som 18 årige! Men vi ¿flød jo med¿. Der var jobs til os konstant. Og det var virkelig sjovt, siger Lars Flænø, der i perioden optrådte for 200.000 publikummer ved over 200 koncerter. ABBA-succesen giver også penge til flygtningene i Kosovo, da Danalund i samarbejde med Dansk Røde Kors giver koncert i Medborgerhuset og samler 170.000 kr. ind - igen med Lars Flænø som én af primus motorerne. Den nyeste musical ¿Rock Cirkus¿ bliver langt fra den sidste med Lars Flænø og Danalund Ungdomshus. Man er allerede gået i gang med en ny, som formentlig bliver færdig i 2010. - Musikken har altid været en stor del af nerven i Danalund Ungdomshus. Den tager os konstant i nye retninger mod det ukendte og er altid tæt knyttet med oplevelser ud over det normale. Det er jo det, jeg vil: Give ungerne en oplevelse og en sund fritidsbeskæftigelse. Musikken giver dem en glæde, men også et socialt netværk. Det er jo det, mit liv handler om: Danalund og musikken, slutter Lars Flænø.