Lectio – en online lektiesladrehank
TEENAGEBLOGGEN
: Hvis du har svært ved at huske, hvad du har for i dansk, historie, engelsk og alle de andre fag så fortvivl ej.
På Køge Gymnasium og mange andre gymnasier kan man netop få hjælp til det med hukommelsen via hjemmesiden
www.lectio.dk
som indeholder skemaer for alle klasserne, samt hvilke lektier der er for til hver time.
Det fungerer fantastisk godt og nu efter snart tre år med det i gymnasiet kan jeg slet ikke forstå, hvorfor vi ikke havde et lignende system i den folkeskole, jeg gik på.
Man kan nemlig også se, hvilke opgaver man skal aflevere, mens man faktisk også kan aflevere sin opgave inde på hjemmesiden, så man ikke behøver at bruge tid og penge samt naturressourcer på at printe den ud.
I det hele taget er der en masse gode ting ved sitet. Dog tror jeg, at en masse af mine medstuderende bliver en smule knotne over, at jeg nu "sladrer" om sidens eksistens, fordi man kan faktisk også se, hvor meget fravær man har, og hvornår man ikke var til stede i hvilke timer, når man ellers først har logget sig ind på sin brugerprofil.
Men også uden bruger kan man, hvis man vil, overvåge om ens børn nu også er til stede i timerne. Man kan nemlig uden at være logget ind se skemaerne for alle klasserne, og her vises det også, hvis der er nogle timer, der er aflyst. På den måde kan man se om ens børn har løjet, når man har spurgt dem om, hvorfor de ikke har været i skole!
Mine forældre har endnu ikke regnet den ide ud endnu, og hvis jeg er lidt "heldig", læser de heller ikke denne blog. Men nu er jeg jo også snart færdig med gymnasiet, så jeg kan være lidt ligeglad – derfor kan jeg med glæde giver alle jer andre forældre tippet!
Dog er problematikken lidt den samme som den med facebook, hvor der er en diskussion i gang om man skal være "venner" med sine forældre.
Her har jeg dog valgt at bekræfte anmodningen. Det er kun sjældent, at jeg pjækker fra skolen og fortæller noget andet til mine forældre, og ligeledes har jeg heller ikke noget at skjule på min facebook-profil.
I den sidste ende handler det om tillid, og det skal være fra begge parter, både fra vores forældre og fra os unge. Hvis man har det, kan man godt fortælle sine forældre om lectio og være venner med dem på facebook!