Roskilde kæmper i Hannover
Roskilde har sendt et elitehold til verdensmesterskabet i en ikke helt almindelig sportsgren
Eliteholdet Roskilde Ravens sidder i disse dage med svedige musehænder og firkantede øjne i Hannover i Tyskland. Det gør de, fordi de kæmper mod 11 andre hold fra hele verden, der alle forsøger at blive verdensmestre i computerspillet Counterstrike.
De fem gutter, som udgør holdet, hedder Danny Krüger, Marco Pfeiffer, Baljit Lal, Christian Bindslev og Michael Friis Jørgensen. De er mellem 18 og 22 år og kommer fra forskellige byer i Danmark. De har det tilfælles, at de er vilde med at spille computer, og så er de tilmed rigtig dygtige til det.
Ved europamesterskabet i januar vandt de bronze og kvalificerede sig derved til verdensmesterskabet.
- Ved EM overraskede vi alt og alle. Og nu skal vi vise, at det ikke var en engangsforestilling, fortæller Jens Christian Ringdal, der på turen til Tyskland fungerer som en slags manager for holdet.
Jens Christian Ringdal er selv inkarneret computerspiller og står bag foreningen Esport i Roskilde. Esport har to elitehold, hvoraf det ene er det, der nu spiller på livet løs i Tyskland.
- Jeg skal give holdet gejst i Hannover lige gyldigt, hvordan det går, siger Jens Christian Ringdal.
Roskilde på verdenskortet
Verdensmesterskabet i Counterstrike for hold er en del af verdens største it-messe kaldet Cebit. Messen afholdes i Hannover fra 2.-6. marts. Der bliver på messen også afholdt tuneringer i andre computerspil.
Men når det gælder skydespillet Counterstrike, er Roskilde Ravens glade for at være med. Og de modtager 10.000 kroner fordi de har kvalificeret sig til at deltage.
- Vi tager tuneringen som en oplevelse. Og så håber vi på at gøre alle glade og stolte, siger Jens Christian Ringdal.
Han understreger, at Roskilde Ravens i den grad er i færd med at sætte Roskilde på verdenskortet med deres dygtige computerspillere.
Og søndag 7. marts bliver det afgjort, hvilket hold, der kan kalde sig verdensmestre i Counterstrike. Ud over titlen kan guldvinderne gå hjem med en pengepræmie på 250.000 kroner.
Man kan følge med i kampen om VM-titlen på nettet, hvor tuneringen bliver transmitteret.
lbn@roskildeavis.dk