Loppemarked skal bringe 8. klasse til New York
Det er skolens 8. klasse der står for arrangementet, godt hjulpet af forældrekredsen og lærere. - Eleverne håber på denne måde, at kunne tjene penge til deres planlagte skolerejse til New York, fortæller BEA og LEIF NIELSEN. - De glæder sig utroligt meget til denne spændende tur, og de har virkelig gjort en stor indsats forud, bl.a. med uddeling af kirkeblade, solgt julekort, arrangeret to cykelrallyes og også tjent penge ved at passe skoleboden. På lørdagens loppemarked kan der gøres gode fund; - der er kassevis og massevis af tøj, porcelæn, legetøj, bøger, pyntegenstande og meget andet. Man byder også på forskellige aktiviteter for hele familien og hyggelige boder med kaffe, the, boller, saftevand, pølser m.v.