Kunne ikke leve det liv uden et godt netværk...
Det var Britta Christensen der lokkede unge Helle ind i politik, - og det er foreløbig blevet til 16 travle år
- Nej, det med hjemmet må du godt stryge, for der må jeg nok indrømme, at det mest er min mand der styrer tingene, korrigerer en smilende Helle Adelborg. - Vi byttede roller for flere år siden. Det er Kenneth, der står for madlavningen, og han er rigtig god til det. Jeg kunne ganske enkelt ikke leve det liv uden et godt netværk på hjemmefronten. Og foruden min mand og børn, har mine to søstre og mor altid været klar til at hjælpe, når tingene ¿sejlede¿... Britta der lokkede... I 16 år har Helle Adelborg været med i kommunalpolitik, valgt af socialdemokraterne. De seneste 13 år har hun holdt stand på ¿øretævernes holdeplads¿ som formand for socialudvalget og med i økonomiudvalget. Der var den tidligere borgmester Britta Christensen, der lokkede Helle ind i kommunalpolitik i 1993. Hun var godt nok medlem af partiet, men havde mere travlt med at uddanne sig som pædagog, dyrke idræt som svømning og gymnastik, være instruktør og leder, - og så i øvrigt passe et nystiftet hjem. - Forinden havde jeg været åremålsansat som leder af skolefritidsklubben i Hvidovre, og da man efter et par år besluttede at nedlægge denne aktivitet, blev jeg noget skuffet over den dårlige behandling og ¿skældte nok lidt ud¿ hos borgmesteren, fortæller Helle Adelborg. - Brittas svar var såmænd at ¿det er unge som dig, vi har brug for i det politiske arbejde¿, og der gik ikke lang tid, før jeg fandt mig selv på opstillingslisten til kommunalvalget, - ganske vist på en ¿umulig plads¿ som nr.14 på liste A. Men unge fru Adelborg ¿sprang¿ listen. Hun var jo kendt af så mange, født og opvokset på Gl. Køge Landevej i Hvidovre, skolegang på Dansborg- og Langhøjskolen, aktiv underviser i svømmeklubben fra hun var 17 år, og senere instruktør i Avedøre Gymnastikforening og bestyrelsesmedlem, - og meget, meget andet. Borgmesterambitioner! Ved urafstemningen fire år efter var hun på andenpladsen til kommunalvalget, og ved sidste års opstilling blev hun opfordret til at gå i kampvalg med Milton Graff Pedersen om borgmesterkandidaturen. - Det var nu ikke så pludseligt, - jeg havde sagt det forud og Milton vidste godt at jeg havde de ambitioner, bemærker Helle Adelborg. - Jeg går ind for ærlighed og åbenhed, og har vel aldrig lagt skjul på, at jeg var typen, der gerne ville stå i spidsen, når jeg følte, at jeg kunne udrette og give noget. Vi har i øvrigt snakket tingene igennem, jeg mener ikke, der er gået skår i samarbejdet, - og Milton ved godt, at jeg stadig har de ambitioner. Året 2009 var et svært år, jeg var virkelig ked af vores valgnederlag og også, at jeg måtte sige farvel til viceborgmesterposten, der gjorde kontakten til den kommunale ledelse nemmere. Lyspunktet for mig var vel de 830 personlige stemmer, og jeg skal nok love, at vi kommer stærkt igen... ¿Det er bedre at forebygge frem for at helbrede¿, - sådan lyder Helle Adelborgs valgsprog, og det passer vel udmærket for en formand for socialudvalget, - uanset det ikke er rart, at være tvunget til at skulle skære serviceniveauet ned. - Men hvor der er vilje, er der også vej, og det er jo også en udfordring at få mest muligt ud af en begrænset økonomi, fastlår hun. Farvel til 37 kg Det med viljefasthed har Helle prøvet før - endda på sin egen krop, da hun for nogle år siden ¿så sig selv i en TV-udsendelse¿: - Jeg var mildt sagt blevet temmelig stor, bl.a. fordi jeg var holdt op med at dyrke idræt og motion, og måske også spiste forkert. Jeg syntes ikke om at se mig selv på TV, og når man skal stå i spidsen og tale for en sag som folkesundheden, kan man ikke se sådan ud. Jeg gik på stram kur, - ikke noget med mirakler, det var en karakterstyrkeprøve og det gav et vægttab på 37 kg., og en mere glad og tilfreds Helle. Med det omfattende virke kunne man godt tro, at hun en gang imellem kunne mærke lidt stresssymptomer. - Det er nu ikke særlig slemt, nok på grund af opbakningen hjemmefra. Man får stress af det, man ikke når, og det er vigtigt, at man lytter til kroppens signaler, og så prioriterer og skriver sine opgaver ned på papiret. Og så må de tre bogstaver N.E.J. også bruges en gang imellem, slutter fødselaren. 50 årsdagen på tirsdag fejres privat, med udsendte invitationer til familie og bekendte. Kenneth står for madlavningen...