Club Burn er med i diskotekernes superliga
Diskotek Club Burn i Køge er nomineret ved Danish DeeJay Awards til titlen som årets diskotek i Danmark.
Ligger Danmarks bedste diskotek i Køge?
Spørgsmålet bliver besvaret i begyndelsen af april, når prisuddelingen Danish DeeJay Awards holdes i Valbyhallen. En af priserne går til Årets danske diskotek, og Club Burn i Køge er igen i år blandt de fem nominerede til den ærefulde titel.
Club Burn har været nomineret til titlen tre gange men har endnu aldrig vundet den. Train Natklub vandt titlen i 2007 og 2008, men måtte i 2009 se sig besejret af Miami Club i Ribe. Domkirkebyens sønner er igen i år blandt de fem, der topper listen i selskab med Train Natklub, Klub Zalt i København, Karizma i Slagelse og altså Club Burn i Køge.
- Alene nomineringen er en blåstempling for Club Burn, siger André Pedersen fra diskoteket. Han mener, at nomineringen blandt andet skyldes stemningen på diskoteket og de mange musikarrangementer, der blev gennemført sidste år.
- Jeg tror, at der er blevet lagt mærke til vores fester og vores dj's og hele vores crew, som gør et godt stykke arbejde, og så handler det også om vores tiltag med mange store kunstnere hernede. Det giver noget opmærksomhed, siger André Pedersen med henvisning til, at blandt andre store navne som Nik & Jay og Rasmus Seebach har spillet på Club Burn.
Danish DeeJay Awards finder sted i Valbyhallen den 4. april, og André Pedersen er ikke i tvivl om, at det vil have stor betydning for Club Burn, hvis man vinder.
- Det kan vi bruge til meget. Så vil alle ned til os, og så bliver udfordringen jo at leve op til titlen bagefter, siger han.