Teltafbrænder dømt til behandling
Psykiatrisk behandling med tilsyn af Kriminalforsorgen. Sådan lød dommen, da en 24-årig mand fredag var i Retten i Roskilde tiltalt for at sætte ild til flere telte. Det var på sidste års Roskilde Festival, at manden havde lighteren lidt for langt fremme. 6. juli satte han sammen med flere andre ild til flere telte og andre genstande på festivalpladsen, fremgår det af anklageskriftet. I det ene af de telte, teltafbrænderen satte lighteren til, lå et ungt par, som han bragte i fare. Det unge par slap dog heldigt fra teltbranden, men den unge mand på 19 år fik et brændemærke på brystet. Den 24-årige skal være i behandling, til han er rask.