Tomgang på BMX-banen i Roskilde
Roskilde BMX føler sig svigtet af sit forbund og går tiggergang hos Roskilde Kommune
BMX-cykelhjulene snurrer ikke som planlagt i Roskilde, og det skyldes ikke vinterens hvide drys eller frostens indtog i jordskorpen. Det skyldes derimod en tom pengekasse og dermed manglende mulighed for at færdiggøre den storstilede bane ved Roskilde Idrætscenter Darup.
En bane, som er bassuneret ud som en magnet på nye medlemmer og mesterskaber i den tunge internationale klasse. Og naturligvis en bane til markant forbedring af træningen for de mange nuværende medlemmer af Roskilde BMX.
Ved byggeriets start var det planen, at den nye BMX-bane skulle stå klar i efteråret 2009 til afløsning for miniature-banen i Vor Frue.
Men som realiteterne har maget sig, står klubben i Roskilde med en bane, som ifølge formand Ronni Lück er cirka 80 procent færdig. Han kan ikke få øje på, hvor pengene til de manglende 20 procent skal komme fra.
Mangler 800.000 kr.
- Vi mangler 800.000 kroner at bygge færdig for, fortæller Ronni Lück. - Vi har anlagt selve banen, og det er sket med utolig stor og uvurderlig hjælp fra mange sponsorer. Men vi mangler en start-rampe og el-installationer, så vi kan få strøm til de forskellige ting på banen. Blandt andet til rampen. Vi mangler også lys, men det kan vi få hen ad vejen.
Han og klubbens øvrige ledere føler sig svigtet af forbundet Dansk Moter Union BMX-divisionen.
- Vi oplever, at forbundet har skiftet hest og ikke længere interesserer sig for os i Roskilde. Københavns BMX har overhalet os indenom med en ny stor bane bygget for penge fra Wonderfull Copenhagen og Københavns Kommune. Nu er det sportens flagskib, og så glemmer man os, mener formanden i Roskilde-klubben.
Harcelerer
Nå han harcelerer over at blive overset, skyldes det, at forbundet før byggestart i Roskilde var nærmest her og dér og alle vegne, hvor beslutningsprocessen fandt sted.
Forbundet var sågar aktive på lobbyplan for at Roskilde Kommune skulle blive eliteidræts-kommune med BMX-sporten som en af de idrætter, der bliver satset på. Hvilket lykkedes.
- Derfor mener vi, at forbundet er moralsk forpligtet til at hjælpe os med at komme i mål, siger formanden.
Han har set sig nødsaget til at gå til Roskilde Kommune med hatten i hånden.
- Men hvad skal vi ellers gøre? Vi vil ikke optage lån, for vi tvivler på, at vi vil tjene nok på brug af banen til at betale afdrag, lyder begrundelsen.
Et møde er programsat til sidst i januar, og her deltager kulturudvalgets formand Birgit Pedersen. Hun forstår den prekære situation og siger:
- Det duer ikke, at banen står ubenyttet, når vi dels har brugt mange penge på den, dels har en klub med et behov. Men det er svært lige pludselig at finde 800.000 kr. i et budget, der er presset nok i forvejen. Vi må nok snarere tænke kreativt. Det kan måske blive nødvendigt at undvære noget af det ubyggede.
Enig med formand
Birgit Pedersen er enig i, at forbundet tilsyneladende svigter klubben.
- Nu har jeg endnu ikke sat mig fuldt og helt ind i sagen, men på baggrund af mine nuværende informationer lyder det sådan. Det er rimeligt, at forbundet igen bliver aktivt for at få den bane på plads.
Penge til byggeriet har man ikke hos DMU BMX-divisonen.
- Det er heller ikke meningen og er ikke sket, når andre baner er blevet bygget, forklarer Pia Buth Rasmussen, formand for DMU BMX-divisionen.
Hun er klar over den økonomiske knibe, men har ikke hørt fra Ronni Lück i lang tid.
- Vi har fået opfattelsen af, at man vil selv i Roskilde, fordi man har kunnet selv så længe, der var penge. Men det er måske blevet anderledes. Jeg har før været til møder med Roskilde Kommune om banen, og jeg tager gerne flere møder. Fra BMX-divisionens side er vi meget interesseret i, at banen i Roskilde bliver færdig. Vi ønsker så mange gode baner i Danmark i Roskilde.