Tæskede mand med billardkugle
Om det var uoverensstemmelser omkring en billardduel, der fik en 24-årig mand til at gå amok på en 32-årig mand på Interpool lørdag nat, vides ikke. Men den 24-årige tog en billardkugle i brug som våben mod den 32-årige, som han slog ham ned med. Desuden slog den 24-årige flere gange den 32-årige i ansigtet, oplyser Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi. Da to andre forsøgte at stoppe volden, slog den 24-årige voldsmand også dem. Han blev kort efter anholdt og blev søndag fremstillet i grundlovsforhør. Her blev han fængslet i tre døgn, så politiet har tid til at efterforske sagen til bunds.