Forskøn Hvidovre er ikke slut
De talentfulde kunstnerspirer fra pigegruppen SLAMS arbejder videre
Sidsel, Andleeb, Louise, Sofie og Malou har de sidste par år brugt en stor del af deres fritid på projekt ¿Forskøn Hvidovre¿. Pigerne fandt sammen på et billedskolehold, og var fælles om ønsket om at gøre den kedelige forstadsby ¿farverig, smuk og sjov at se på¿. Deres entusiasme og mange gode idéer vandt genklang hos børnekulturkonsulent Hanne Krebs og billedkunstner Anne-Gudrun Sejersen, der underviser i Billedskolen. Det er blevet til en række konkrete projekter i det lokale byrum, senest en sanseskulptur som er opstillet på Hvidovre Torv. I et hæfte gør børnekulturkonsulenten og billedkunstneren nu status over projekt ¿Forskøn Hvidovre¿, som også kakkelprojektet i Frihedens Idrætscenter er en del af. Men det betyder ikke, at det er slut med forskønnelsen af vores by. - Vi har så mange idéer, at det vil være næsten umuligt at få dem alle bragt til live, siger SLAMS-pigerne selv. Idébunken tæller bl.a. forslaget om at fylde busgravene ved Hvidovre Hospital med barbie-dukker.- De her piger er idérige, eksperimenterende og gode til at vende ting på hovedet. Det er nogle egenskaber, der i øjeblikket er fokus på bl.a. fra erhvervslivet, siger børnekulturkonsulent Hanne Krebs, der ikke er i tvivl om, at SLAMS-pigerne har lært meget af deres flerårige samarbejde med deres mentor, billedkunstneren Anne-Gudrun Sejersen. Derfor arbejder børnekulturkonsulenten lige nu på at kunne udvide talent-udviklingsarbejdet i Billedskolen til også at omfatte et par af de andre hold, hvor der også er talenter i støbeskeen. Det gælder bl.a. ¿Tegn og Byg¿, som er et kursus, der kan fostre kommende arkitekter og ingeniører og ¿Mangategning¿, hvor tegnetalenter kan udfoldes. Hanne Krebs håber inden så længe at kunne tilbyde åbne værkstedskurser også for mangategnere og byggelystne, hvor de ligesom SLAMS-pigerne har fået det - kan nyde godt af at arbejde med deres kreative projekter i samspil og på lige fod med en professionel kunstner. Hæftet ¿Behøver det være så kedeligt¿, der gør foreløbigt status på Forskøn Hvidovre-projektet kan læses på kulturpalettens hjemmeside: