Køge mangler en samlet vision
Køge har brug for effektiv branding for at udnytte sit potentiale på erhvervsområdet, mener lokalt ejendomsudviklingsselskab.
UDVIKLING:
Der tænkes for småt og for lokalt i Køge, når det handler om erhvervsudvikling.
Den provokerende udmelding kommer fra Allan Koch og Peter Steen Madsen, der driver ejendomsudviklingsselskabet Ejendomsposten i Den Hvide By. De ser et enormt potentiale i Køge på erhvervsområdet, men de mener, at der mangler en samlet vision og en effektiv branding, der skal fortælle omverdenen, hvad man kan og vil i Køge.
- Køge er nok et af de udviklingsområder i Danmark, der har det største potentiale. Men det kræver, at der er nogle, der går forrest, siger Allan Koch.
- I kraft af sin placering har man mulighed for at tiltrække flere større erhvervsvirksomheder, og i en tid, hvor der skal flyttes en masse industri fra København, er Køge et oplagt alternativ. Hvorfor skulle DSV for eksempel til Ringsted, spørger Peter Steen Madsen.
De opfordrer til formulering af en samlet vision for, hvad man vil på erhvervsområdet i Køge, samt en effektiv branding, som skal være med til at gøre Køge til et oplagt valg for virksomheder, der står foran at etablere nye lokaler.
- Desuden er der behov for investeringer udefra, da der mangler penge i området til at gennemføre de helt store projekter, siger Peter Steen Madsen, som gennem Ejendomspostens aktiviteter i Køge blandt andet arbejder for at få investorer udefra til at få øjnene op for Køge.