En-stemmigt nej til madharmoni
Politikerne i Ældre- og Omsorgsudvalget tror ikke på bebudede besparelser ved at få maden til de ældre lavet ved samme leverandør
Politikerne i det nye Ældre- og Omsorgsudvalg tror ikke på, at kommunen sparer særligt mange penge ved, at maden til ældre bliver lavet samme sted, som forvaltningen ellers har foreslået. Derfor var politikerne på deres første udvalgsmøde i går enige om, at madordningen ikke skal harmoniseres.
Forvaltningen har ellers beregnet, at kommunen vil spare en million kroner ved at harmonisere madordningen til hjemmeboende ældre i kommunen.
I øjeblikket får ældre, der bor i Viby og Jyllinge mad fra omsorgscentrer i nærheden, mens ældre i Roskilde får mad fra Din Private Kok.
Der er stor prisforskel på, hvad kommunen betaler for ordningerne i de enkelte områder. I Roskilde koster det kommunen 14,31 kroner pr. portion, i Jyllinge koster det kommunen over det dobbelte nemlig 38,34, og i Viby koster ordningen over det tredobbelte nemlig 52,04 kroner.
Formand for udvalget Claus Larsen (S) forklarer, at han ikke tror, der kan spares særlig meget ved at harmonisere i dette tilfælde, og derfor ville han ikke stemme for dette.
- Det er også en fordel, at maden bliver produceret i kommunen, da det også er med til at få plejecentrenes økonomi til at løbe rundt.
Annie Larsen fra Venstre mener, at selvom man harmoniserer madordningen i hele kommunen, ville det stadig være dyrere i udkantsområderne, da transporten koster mere her.
- Jeg føler mig ikke overbevist om, at vi kan spare, derfor skal vi ikke ødelægge det gode vi har, som folk er tilfredse med.
Ordningen i distrikt Roskilde skal under alle omstændigheder i udbud, og der skal findes en ordning pr. 31. maj.
Med den nye ordning ligges der blandt andet vægt på, at man skal kunne købe portioner i flere størrelser, at der skal flere af årstidens grøntsager med, og at der skal være specifikke krav til mængden af grøntsager og frugt
agroskildeavis.dk