Det gamle skøde er nu fundet
Enighed om at Hvidovre Kommune ikke vil løbe fra en indgået aftale
Anledningen var problemerne omkring den gamle skole fra 1700-tallet, hvor kommunen - . som tidligere omtalt - pludselig havde opkrævet grundskyld for ejendommen, skønt man i 80¿erne havde solgt skolen for 1 kr., med den klausul, at lauget var fritaget for denne afgift, idet man skulle vedligeholde skolen og stå for driften uden udgift for kommunen. Borgmester Milton Graff Pedersen ledede mødet, og indledte med at resumere sagsforløbet. Det væsentligste var, at kommunen selvfølgelig ikke ville løbe fra en indgået aftale, men at man gerne vil finde en anden ordning, som kunne holde landsbylauget økonomisk skadesløs. Og indtil denne ordning er fundet, er ejendomsskatterne sat i bero. Skødet er fundet Der er været noget tvivl om, hvor det gamle underskrevne skøde for salget af skolen er havnet. Men det er nu fundet i de kommunale arkiver, og blev omdelt af sekretariatchefen på mødet. Det viser sig, at skødet er tinglyst og underskrevet af daværende borgmester Inge Larsen ca. 3½ år efter, at alle aftaler var faldet på plads, og skolen officielt var overdraget til landsbylauget. - For landsbylauget var det væsentligt, at der ikke er tvivl om, at det er landsbylauget, der ejer skolen, og at den løsning, der findes, er en varig ordning, således at vi ikke sidder i samme situation om 10 år, siger Avedøre Landsbylaugs oldermand Hans Gärtner. - På den baggrund vil vi igen gå i gang med de planlagte aktiviteter med hensyn til at skaffe penge til den nødvendige vedligeholdelse og videre drift. Vi vil finde ud af, hvordan vi kan få bidrag til dette, hvem der kan og vil yde bidrag til bevaring af skolen, ligesom vi gerne vil fastlægge en samarbejdsaftale med produktionsskolen.