Torvebyen tager form
Både salg og udlejning af Torvebyen vækker tilfredshed hos bygherren Becker & Nielsen A/S.
BYGGERI
: Trods de hårde tider på boligmarkedet, går både salg og udlejning af boliger, erhvervs- og butikslejemål i Torvebyen så godt, at Flemming Nielsen, direktør hos bygherren Becker & Nielsen A/S, bruger udtryk som "meget tilfredsstillende" og "stor og voksende interesse" om det nye byggeri i Køge, der nu for alvor begynder at tage form.
Byggeriet af første etape, som omfatter omkring halvdelen af hele byggeriet, kører efter planen.
Det afleveres som planlagt i perioden august-september 2010, og mens alle butikslejemål for længst er afsat, så er de første kontorarealer nu også udlejet, lige som der forhandles med yderligere lejere lige nu.
Flemming Nielsen forventer at kunne melde alt udlejet i løbet af foråret.
Helt så langt er man ikke på boligdelen, hvor der i første etape aktuelt er solgt omkring 70 procent af boligerne.
- Det er meget tilfredsstillende, og vi kan nu mærke en lidt større bevægelse i boligmarkedet. Specielt er det helt klart, at de interesserede købere i Torvebyen nu med egne øjne kan se byggeriet skride fremad, forklarer Flemming Nielsen.
- Salget af boliger til boligdelens etape 2 er indledt i slutningen af 2009, og det går fornuftigt. Der er solgt en håndfuld, og der er flere salg undervejs. I etape 2 har vi indført nogle lidt mindre og dermed også lidt billigere boliger, hvilket igen er medvirkende til at forstærke interessen, fortsætter han.
Byggeriet af anden etape påbegyndes i efteråret, og bygningerne afleveres i foråret og sommeren 2011.
- Indflytningshorisonten for boligerne i etape 2 er endvidere så betryggende, at mange godt tør tro på, at de kan få solgt eksisterende bolig til en fornuftig pris inden overtagelsen af den nye bolig. Desuden tilbyder vi køberne en mulighed for at udskyde modtagelse af den nye bolig i op til et år, mod at vi i den mellemliggende tid kan leje boligen ud. Dette tilbud er ret attraktivt for mange købere, og er klart med til at mindske nervøsiteten ved at købe en ny bolig, siger Flemming Nielsen.
Byggeriet af parkeringskælderen med omkring 260 pladser er også indledt, og den vil være færdig på samme tid som etape 1 sidst på sommeren.