Underholdende og lige
Hvidovre Ligahockey møder igen Rødovre hjemme på fredag - afgørelsens uge
Hvidovre skal vinde sine kampe, og det er så desværre ikke sket. De seneste tre kampe er endt med et nederlag på 5-4 i fredags hjemme mod Rødovre, og så uafgjort mod både Frederikshavn og Aalborg med efterfølgende nederlag efter forlænget spilletid. To point i de seneste tre kampe har ikke gjort afstanden mellem Hvidovre på sidstepladsen og Odense på næst sidstepladsen kortere. Tværtimod har Odense trukket lidt fra. Det betyder alt andet lige, at Hvidovre skal vinde i aften i Odense og igen på fredag hjemme mod Rødovre. Sker det ikke, er det meget svært at se, at Hvidovre har en rolle at spille i de resterende kampe. Nu kan man altid se på dommernes præstationer, og det kan man ikke med neutrale briller. Men det er påfaldende, at de fleste dommere kommer fra Jylland og ligeså påfaldende, at københavnske hold får flere udvisninger, når der spilles ude og især i Jylland. I tirsdagens kamp ude mod Frederikshavn blev der af vejrmæssige årsager sat lokale dommere på, og det var bestemt ikke til Hvidovres fordel. Her måtte Hvidovre se udvisningerne komme i bundter, hvor hjemmeholdet slap forholdsvis billigt. Samtidig var der i tre tilfælde en ekstra udvisning til Hvidovre, så hjemmeholdet fik mulighed for at spille 5 mod 3, hvilket er en meget stor fordel at få. I fredags hjemme mod Rødovre var der hollandsk hoveddommer, og han holdt sig bestemt heller ikke tilbage. Igen en markant strøm til Hvidovres udvisningsboks i forhold til Rødovre. Om det er fordi, Hvidovre tidligere har været ude med kritik af dommerstanden, skal være usagt, men som der dømmes i øjeblikket, er der hverken linje eller tale om fair play. Hvidovre er da også det hold, der har taget flest minutter i straffeboksen af alle hold i rækken. - Vi har selvfølgelig spillere, der spiller kontant, og det har de øvrige hold også, mener træner Jesper Andersen. - Men jeg mener ikke, at vi har svinske spillere. Hockey er en sportsgren, hvor der tackles, og hvor man går til stålet, og så er det dommernes opgave at holde øje med, om der er spillere, der går over grænsen med udvisning til følge... - Der, hvor vi kan have indflydelse på dommerne, er, at vi ikke skal give dommerne muligheder for at vise vore spillere ud. Derfor skal vi kigge indad og se, hvad vi kan gøre bedre, uden at det går ud over vores spillestil. Vi skal fortsat være aggressive og pågående men samtidig holde hovedet koldt... -Taber vi i Odense tirsdag aften, er sæsonen nok forbi for vores vedkommende. Odense vil være foran med 10 point, og det kan vi nok ikke hente. På fredag er der lagt op til endnu en underholdende kamp i Friheden, idet Rødovre atter gæster vores is. Med 1.412 tilskuere i fredags, der fik valuta for pengene, tror jeg, at det samme vil gøre sig gældende på fredag. Den kamp bliver ikke mindre underholdende, især ikke hvis vi kommer med en frisk sejr over Odense... - Vi har en stor bjørn stående foran os og et skud i bøssen. Man kan så vælge at skyde bjørnen eller sig selv. Vi forsøger at skyde bjørnen...