Futsal bliver det nye sort
TEENAGEBLOGGEN
: Ikke mange kender til det, men jeg er sikker på at den nye form for indendørsfodbold – Futsal – bliver en landeplage i det danske land inden for kort tid.
Her i Køge blev der alene i december måned sidste år, arrangeret op til flere futsalstævner i både Køge hallerne og i Ravnsborghallen som tidligere nævnt på
www.loerdagsavisen.dk
.
Hvis man ikke fik set den nye sportsgren ved eget øjesyn ved disse lejligheder, kan jeg da lige nævne kort, hvad Futsal går ud på, og hvad der gør det interessant i forhold til almindelig indendørsfodbold. Futsal spilles uden bander og med en bold som er noget "tungere" - det vil sige en bold som ikke hopper særlig højt!
Dette stiller krav til fodboldspillernes tekniske kunnen, hvilket i sidste ende medfører, at det bliver noget sjovere for tilskuerne, da der tit laves frække tricks og finter i en futsalkamp.
Dette kombineret med at hele banen bliver brugt (i modsætning til ved almindelig indendørs, hvor de to hold lig håndbold skiftevis angriber og forsvarer, gør, at futsal minder meget mere om den måde fodbold bliver spillet på udendørs.
Normalt kan jeg ikke lide at spille fodbold indenfor, men efter at have prøvet futsal er jeg mere åben overfor det. Det er dejligt, at man ikke skal bekymre sig om at ramle ind i banderne, og at kampene ikke er så taktisk prægede.
Det eneste irriterende er, at der er så mange regler! Ved indspark og når man giver bolden op skal bolden ligge stille og nøjagtig på banestregen, mens målmændene ikke må modtage bolden igen, før den har været oppe over midterlinjen.
Det kombineret med en masse andre regler gør, at man skal holde tungen lige i munden, når man spiller det oprindelige brasilianske spil – futsal! Men det er nu bare et spørgsmål om tilvænning.
Når man først har lært reglerne, bliver man bidt af det! Desuden er der det ekstra plus ved futsal, at halmedarbejderne ikke behøver at tage banderne op og ned.
En gevinst som jeg tror, de ansatte i kommunens haller sætter meget pris på!